Besøg fra Ukraine: Danmark vil styrke den ukrainske fødevare- og landbrugssektor

Der var besøg fra det krigshærgede Ukraine i Danmark i sidste uge. Her kunne ukrainerne blive klogere på de danske myndigheders arbejde for at sikre høj fødevaresikkerhed i hele værdikæden.

Danmark havde i sidste uge besøg af en delegation fra det ukrainske landbrugsministerium.

Besøget er en opfølgning på, at fødevareminister Jakob Jensen i oktober 2023 var en tur i Ukraine for at underskrive en samarbejdsaftale med den ukrainske landbrugsminister om at styrke samarbejdet inden for fødevare- og landbrugssektoren.

Fødevareministeriet igangsatte 1. januar 2024 et såkaldt strategisk sektorsamarbejde (SCC) med det ukrainske landbrugsministerium om at udvikle rammebetingelser for grøn omstilling og bæredygtig udvikling på fødevare- og landbrugsområdet.

Projektet er finansieret under den danske udviklingsbistand, og formålet er at opbygge kapacitet hos de ukrainske myndigheder og andre interessenter med henblik på at styrke Ukraines arbejde med f.eks. fødevaresikkerhed, dyresundhed, økologi og grøn omstilling.

Etableringen af SSC-projektet i Ukraine inkluderer et etårigt forprojekt, hvor projektets indhold og konkrete samarbejdsområder præciseres. SSC-projektet vil herefter overgå til en treårig fase.

Første ukrainske SSC-delegation

I denne uge besøger en række ledende ukrainske embedsfolk Danmark, hvor de introduceres til de danske myndigheders arbejde for at sikre en høj fødevaresikkerhed i hele kæden fra jord til bord, samt arbejdet med at understøtte landbrugets grønne omstilling. Der vil hele ugen være løbende samtaler og workshops om mulige samarbejdsområder, der kan understøtte og styrke Ukraine på fødevare- og landbrugsområdet.

Undervejs skal den ukrainske delegation forbi en række af Fødevarestyrelsens og Landbrugsstyrelsens lokationer samt mødes med en række danske interesseorganisationer og fødevarevirksomheder.

Her vil de blive introduceret for danske styrkepositioner og løsninger, som kan hjælpe Ukraines genopbygning og grønne omstilling af fødevare- og landbrugssektoren.

Det glæder fødevareminister Jacob Jensen (V), at der nu kommer skred i tingene.

- Jeg er stolt af, at Danmark står sammen med Ukraine

Jakob Jensen (V), fødevareminister

- Da jeg sidste efterår besøgte Ukraine, underskrev jeg en samarbejdsaftale om, at Danmark og Ukraine ville etablere et tæt samarbejde på fødevareområdet. Jeg er meget tilfreds med, at projekterne nu tager form, siger han og fortsætter:

- Ukraine er en stor landbrugsnation, og Ukraine er som storleverandører af fødevarer en vigtig brik i den globale fødevareforsyning. Det skal Ruslands krig ikke have lov at ødelægge. Jeg er stolt af, at Danmark står sammen med Ukraine, og at vi kan bidrage til at holde den ukrainske fødevare- og landbrugssektor kørende og samtidig gøre den mere grøn og bæredygtig.

- Danmark står bag Ukraine

Det er langt fra første gang, at der bliver arbejdet med SSC-projekter, siger Tejs Binderup, der er fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen.

- I Fødevareministeriet har vi rigtig gode erfaringer med SSC-projekterne, hvor vi siden 2015 har været dansk partnermyndighed i en lang række SSC-projekter med myndigheder i vækst- og udviklingslande. Fællesnævneren for partnerskaberne er udvikling af rammebetingelser for grøn omstilling og bæredygtig udvikling på fødevareområdet, siger han.

Ifølge Tejs Binderup er SSC-projektet med til at understrege det stærke bånd mellem Danmark og Ukraine.

- Disse erfaringer bringer vi nu i spil i et myndighedssamarbejde med det ukrainske landbrugsministerium og styrker herved et allerede godt samarbejde mellem Danmark og Ukraine. Myndighedssamarbejdet på landbrugs- og fødevareområdet sætter en tyk streg under, at Danmark står bag Ukraine og er klar til at hjælpe med genopbygning og udvikling af landbrugs- og fødevaresektoren i landet.

- Det er vores forventning, at både Danmarks og Ukraines landbrugssektor vil få gavn af den gensidige vidensudveksling og et styrket samarbejde på fødevare- og landbrugsområdet

Anna de Klauman, vicedirektør for EU & Landbrug, Landbrugsstyrelsen

Ser frem til at dele viden

Samarbejdet kommer, samtidig med at der er et stort fokus på den grønne omstilling af det danske landbrug, og hvor der arbejdes målrettet på at få en mere klima- og miljøvenlig landbrugsproduktion herhjemme. Og det giver fordele, siger Anna de Klauman, vicedirektør for EU & Landbrug i Landbrugsstyrelsen.

- Vi har i Danmark en solid viden om, hvordan man arbejder med at udvikle landbrugsproduktioner, der er gearet til fremtidens klima. Derudover har vi stor erfaring med at opbygge kontrolsystemer, der sikrer, at lovgivning og regulering forvaltes korrekt, så der opnås de ønskede effekter af vores tilskudsordninger, siger hun.

- Det er erfaringer og viden, vi ser frem til at dele med de ukrainske landbrugsmyndigheder. Det er vores forventning, at både Danmarks og Ukraines landbrugssektor vil få gavn af den gensidige vidensudveksling og et styrket samarbejde på fødevare- og landbrugsområdet, tilføjer Anna de Klauman.

Læs også