Efter ministerudnævnelse: - Det er helt ubegribeligt

Selv om Jeppe Bruus som minister for den grønne trepart får en stor portefølje af opgaver, er administrationen af Planloven ikke en af dem. Og det vækker undren og kritik hos eksperter.

- Nu får jeg så ansvaret for at lede det arbejde. Det betyder ikke, at der ikke skal arbejdes i andre ministerier, men at vi får tryk på og samler det, det bliver min opgave.

Sådan lød det fra Jeppe Bruus overfor Ritzau, da han torsdag satte de første ord på den opgave, der venter ham som ny minister for den grønne trepart.

Trepartsministeren skal sørge for den politiske gennemførsel af den aftale, der er lagt op til, efter at de syv parter i den grønne trepart tidligere i år efter langvarige forhandlinger nåede frem til. I den forbindelse har han overtaget en lang række opgaver fra især Miljø- men også Fødevareministeriet.

En udfordrende opgave

Men det kan blive en stor udfordring, og det kan risikere at skabe yderligere bureaukrati, hvilket i den sidste ende kan gøre det vanskeligere at få aftalen gennemført.

Det mener professor emeritus hos Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen

- Vi har ikke set en minister skulle gabe over så mange forskellige områder med så mange politiske aftaler på kryds og tværs før, i hvert fald ikke så længe jeg kan huske, siger han til Politiken.

Trepartsministeriet kommer til at stå i spidsen for så forskellige ting som fredede områder over vandrammedirektivet til udtagning af lavbundsjorde og udmøntning af EU's landbrugspolitik og støttemidler fra CAP'en.

- Helt ubegribeligt

Til gengæld glimrer et ressortområde ved sit fravær, nemlig Planloven, der er forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Det vækker både undren og kritik fra professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet Henrik Vejre. Ifølge ham er det helt sort, at forvaltningen af Planloven ikke er med i den nye ministers arbejdsområde.

- At få implementeret den grønne trepart er en kamp om arealer, og her er vores fremmeste lov, der løser den konflikt, Planloven. Udmøntningen af den her aftale bliver den største arealforandring i 100 år, så det her er helt ubegribeligt for mig (at den ikke er med, red.), siger Henrik Veje til Dagbladet Ingeniøren.

Får magtfuld plads

Han tilføjer, at det efter hans mening viser, hvor lidt politikerne ved om planområdet. Men derudover har han også ros til de øvrige ansvarsområder, som Jeppe Bruus kommer til at få.

Udnævnelsen af Bruus kommer også til at betyde, at den tidligere skatteminister får plads i det magtfulde grønne udvalg, der har stor indflydelse på den politiske linje fra regeringen i hverdagen.

Udvalget består nu, udover Bruus, af finansminister Nicolai Wammen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), V-leder og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), miljøminister Magnus Heunicke (S) samt fødevareminister Jacob Jensen (V), skriver regeringen i en pressemeddelelse.

Læs også