Det holder ikke, når det bliver påstået, at regeringen ikke handler i forhold til kvælstofudledningen. Det slår trepartsminister Jeppe Bruus (S) nu fast i et debatindlæg i Altinget.

- Vi ser bestemt ikke stille til, mens vi lader 'huset brænde ned til grunden,' skriver ministeren med henvisning til forskernes kritik.

Jeppe Bruus understreger, at der allerede er sat en lang række initiativer i gang for at mindske kvælstofudledningen via nye vandområdeplaner, målrettet regulering og kollektive kvælstofvirkemidler.

Trepartsministeren peger desuden på, at den grønne trepart, der skal omlægge omkring 10 procent af Danmarks areal, er et demokratisk projekt, hvor både eksperter og borgere spiller en afgørende rolle.

- Involvering af eksperter og borgere er ikke blot ønskeligt, men en nødvendig investering i vores fælles fremtid, lyder det fra Jeppe Bruus.

Tegnede et dystert billede

Kritikken kommer blandt andet fra forskerne Kaj Sand-Jensen og Jens Borum fra Københavns Universitet samt Stiig Markager, Bo Barker Jørgensen og Peter Bondo Christensen fra Aarhus Universitet. De har tidligere beskyldt ministeren for at udskyde nødvendige tiltag mod kvælstofudledning helt frem til 2033.

- Hvis vi skal vente på handling helt frem til 2033, som Bruus har annonceret, vil der kun være udbrændte ruiner tilbage, skrev forskerne tidligere i år i Berlingske. De mener, at Jeppe Bruus står med et klart ansvar efter overtagelsen af Landbrugsstyrelsen, og efterlyser øjeblikkelig handling for at gøre noget i forhold til det danske vandmiljø.

- Vi ser bestemt ikke stille til, mens vi lader 'huset brænde ned til grunden'

Jeppe Bruus (S), grøn trepartsminister - i Altinget

Men Jeppe Bruus kalder denne fremstilling for misvisende og understreger, at hvis frivillige aftaler ikke leverer de nødvendige reduktioner, så vil regeringen allerede fra 2027 indføre obligatoriske tiltag.

- Frivillighed og regulering skal sikre forudsætninger for, at livet under overfladen kan vende tilbage og få gode betingelser, fastslår han.

Skal konkretiseres i år

De nærmere betingelser for kvælstofindsatsen er ved at blive forhandlet igennem i de 23 lokale treparter, der for ikke så længe siden har haft deres første møder.

De aftaler, som skal falde på plads senest ved årsskiftet, skal både konkretisere kravet om sænkning af landbrugets udledning af kvælstof med 13.780 tons og vise vej mod etabling af 250.000 hektar skov.