Danmark får grønt EU-lys: Tager landbrugsstøttemidler til treparten
EU-Kommissionen har godkendt, at Danmark må bruge 5,3 milliarder kroner fra EU’s landbrugsstøttemidler til at implementere den grønne trepartsaftale.

Trepartsminister Jeppe Bruus (S) og kollegerne i ministeriet kan glæde sig over, at EU har godkendt en omfordeling af CAP-midlerne til trepartsformål. Arkivfoto: Morten Ipsen
Det har været et stridspunkt i debatten om den grønne trepart: Var planen i virkeligheden i strid med EU's regler om statsstøtte, og hvor skulle pengene tages fra?
Men nu melder Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø (SGAV) ud, at Danmark har fået lov af EU til at bruge de mange penge på den grønne trepart fra CAP-midlerne.
Der er ikke tale om nye penge, men om en omprioritering af EU-midlerne, så flere støtte-kroner flyttes fra den direkte landbrugsstøtte (søjle 1) til støtte af projekter, der skal udvikle landbruget med fokus på bl.a. miljø og klima (søjle 2).
Nye og forbedrede tilskudsordninger
De ekstra midler til den grønne trepart får betydning for en lang række tiltag indenfor bl.a. økologi, omlægning af landbrugsjord til vådområder samt reduktion af kvælstofudledning for at forberede vandmiljøet.
For eksempel introduceres der i 2026 en ny arealtilskudsordning for permanent ekstensivering. Ordningen skal fremme varig udtagning af landbrugsarealer med særligt fokus på kulstofrige lavbundsjorde og arealer med højt kvælstofindsatsbehov.