Når bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg onsdag vælger sin nye midlertidige formand efter Christian Lunds tilbagetrækning, bliver der kampvalg om posten.

Det står klart tirsdag. Tidligere har Jesper Arnth offenltiggjort sit kandidatur, men han er ikke den eneste med en formand i maven. Således håber vestjyske Jacob Spangsberg også på at kunne afløse den afgående formand. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Jacob Spangsberg har siddet i bestyrelsen i L&F Kvæg i halvandet år og har siden marts 2023 været formand for Vestjysk Landboforening, hvor han har været en del af bestyrelsen i sammenlagt 18 år.

Derudover har han i 25 år drevet familiens kvægbrug, I/S Spangsberg ved Hanning i Vesjylland, sammen med sin bror. De to brødre er femte generation på gården, der tæller 800 malkekøer og 700 hektar jord.

- Jeg har besluttet at melde mig som kandidat til formandsposten i L&F Kvæg, fordi det er mit mål at sikre et dansk kvægbrug, der både er økonomisk bæredygtigt og tilpasset de rammevilkår, landbruget står overfor i dag, siger Jacob Spangsberg.

Jesper Arnth er den anden foreløbige kandidat til posten som formand for L&F Kvæg. Arkivfoto

Jesper Arnth er den anden foreløbige kandidat til posten som formand for L&F Kvæg. Arkivfoto

Vil have kvægbruget i en ny retning

Han understreger, at rammevilkårene for dansk kvægproduktion har ændret sig markant de seneste år med stigende krav til klima, miljø og dyrevelfærd.

Derfor mener formandskandidaten, at der er brug for en ny retning, som tager udgangspunkt i realiteterne – og som giver plads til både innovation og økonomisk fornuft.

- Vi skal have en produktion, der kan fungere under de rammevilkår, vi har – ikke de rammer, vi kunne ønske os. Det kræver nytænkning, men også mod. Jeg tror på, at vi kan skabe et kvægbrug, der både leverer mælk og kød af høj kvalitet og samtidig er en positiv kraft i det grønne Danmark, lyder det fra Jacob Spangsberg.

En ambitiøs fremtid

Jacob Spangsberg ønsker fra formandsposten at styrke sammenholdet i kvægbruget for at sikre et stærkt og samlet L&F Kvæg, der kan tale med en fælles stemme og tage ansvar for fremtidens landbrugspolitik – en politik, der ikke må gå på kompromis på faglighed og kvalitet, men derimod bør bygge på kernen i dansk kvægbrug: dygtighed, effektivitet og respekt for naturen.

- Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan bevare og udvikle kvægbruget i Danmark, men kun hvis vi tør tænke nyt. Fremtiden kommer ikke af sig selv, vi skal selv skabe den. Det danske kvægbrug står stadig over for store forandringer – og jeg mener, at tiden er inde til fornyelse, der gør vores produktion mere robust, konkurrencedygtig og fremtidssikret, siger Jacob Spangsberg.

På onsdagens møde skal der findes en konstitueret formand, der skal sidde på posten frem til næste års Kvægpolitisk Forum, hvor der skal findes en ny formand på traditionel demokratisk vis. Så der er altså mulighed for, at andre kan melde sig på banen med et kandidatur.

Politik