Der er opnået politisk enighed om et nyt dansk klimamål for 2035, skriver Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

Målet aftales som et punktmål på 82 procent reduktion af drivhusgasudledningerne sammenlignet med 1990. Uanset det endelige niveau placerer målet Danmark blandt de lande i verden med de mest ambitiøse klimamålsætninger. Samtidig er der en årlig prioritering på 4 milliarder kroner til klimaindsatsen.

Biogas Danmark ser biogas og CCS som centrale virkemidler i indsatsen for at nå Danmarks klimamål for 2035.

Som eksisterende teknologisk løsning og et betydeligt reduktionspotentiale kan biogassektoren bidrage markant til både kortsigtede klimamål og langsigtede ambitioner om negative udledninger.

- Afgørende for ambitiøst mål

Ifølge regeringen er CO2-fangst og -lagring (CCS) afgørende for at nå det ambitiøse 2035-mål, og her har biogassektoren særlige styrker.

- Biogas er en af de mest effektive klimaløsninger, vi har. Den leverer grøn energi her og nu, understøtter den grønne trepart og er en nøgle til både storskala kulstoflagring og fremtidens grønne PTX-brændsler og materialer, siger Lars Kaspersen, direktør i Biogas Danmark.

En analyse fra Energistyrelsen viser, at biogas er den billigste punktkilde, når man ser på de tekniske omkostninger i hele CCS-værdikæden.

Det skyldes, at CO2 allerede fjernes i opgraderingen, og at både investeringsbehov og energiforbrug er væsentligt lavere end i øvrige sektorer.

Den biogene CO2 fra biogas giver dermed en særlig fordel i forhold til både CCS og videre anvendelse i grønne værdikæder.

Fra 1,0 til 1,9 millioner ton

Biogas Danmark vurderer, at der i dag er et samlet årligt potentiale på ca. 1 millioner ton CO2-reduktion gennem kulstoflagring. Det potentiale kan ifølge branchen øges markant hvis biogasproduktionen udbygges yderligere.

- Biogassektoren er den billigste og mest modne punktkilde til CO2-fangst, fordi CO2 allerede fjernes i opgraderingen og kræver markant mindre energi og investering. Med lagring af biogen CO2 kan biogas levere op mod 1,9 millioner ton årlige CO2-reduktioner i 2035 og spille en nøglerolle i fremtidens grønne værdikæder, siger Lars Kaspersen, direktør i Biogas Danmark.

Politik