Landmand går til tasterne: Hvorfor må renseanlægget, når vi ikke må?
I et meget delt Facebook-opslag langer landmand Thomas Kristoffersen ud efter spildevandsudledninger i Thisted Kommune. En lokalpolitiker forstår frustrationen.

Landmand Thomas Kristoffersen undrer sig over forskellen på kravene til landbruget og udledningerne fra renseanlægget i Thisted. Et satirisk Facebook-opslag har nu sat gang i debatten. Arkivfoto
»Da mine gylletanke er fyldte og det hverken er gunstigt eller lovligt at udbringe gylle på markerne pt, vil jeg gerne ansøge om tilladelse til overløb, på samme vilkår som Thisted Rensningsanlæg har haft i mange år. Hvis det er muligt, vil jeg gerne låne/leje Rensningsanlæggets rørledning, der kan pumpe det midt ud i fjorden, så der ikke bliver så mange lugtgener for byens beboere. (Altså med mindre det blæser fra syd). Tænker ikke det vil vække opsigt, da beboerne i Thisted er vant til lidt fæl stank fra fjorden«.
Sådan lyder det i et Facebookopslag fra landmand Thomas Kristoffersen fra Skinnerupgaard nord for Thisted. Han er utilfreds med, at der ikke er lighed for loven, når det handler om udledningerne af kvælstof kontra udledningerne af spildevand fra det lokale renseanlæg. Det har fået ham til at lave et opslag, der siden er blevet delt over 1.000 gange.
- Jeg forstår det simpelthen ikke. De peger fingre af os og siger, at vi er de store syndere, men man kan jo se, at det er tæt på byen, der er mest forurening og slam. Hvis man bevæger sig lidt op ad fjorden, er der ingenting. Så tænker man jo sit, når rensningsanlægget ligger i selve Thisted og har rør, der løber lige ned i fjorden, siger Thomas Kristoffersen til TV/Midt-Vest.
Møder politisk forståelse
Og mens landmanden har fået flere vrede henvendelser af for ham ukendte personer, der tror, at han mener sit opslag alvorligt, erkender den konservative Jens Tilma fra Thisted Kommunes Klima-, Teknik- og Miljøudvalg, at landmanden har en pointe.
- Det er forsyningsselskaberne, der står for rensningsanlæggene, men udover det er der nogle udledningsrør i blandt andet Thisted Havn, hvor der kommer alt muligt kloakvand i, som er noget, der ikke er renset. Så der er helt sikkert en pointe i, at der ikke er styr på al udledning fra kommunen. Det tror jeg, alle vil sige, siger formanden til tv-stationen.
En stor del af forklaringen på, at der ikke bliver gjort den indsats, som nogle kunne ønske sig, er velkendt - mangel på penge, tliføjer lokalpolitikeren.
Thomas Kristoffersen tilføjer overfor TV/Midt-Vest, at han har fået tømt sin gylletank ved at leje en anden tank, hvor den overskydende gylle kan være i, indtil det kan flyttes videre, lovligt.

Miljøtilstanden i Limfjorden har længe været politisk sprængstof, fordi kommuner af økonomiske årsager udleder spildevand direkte ud i fjorden. Arkivfoto: Claus Haagensen




































