Netto afviser SF-påstand om svinevalg
Netto deltager i kampagnen mod svineproduktion, påstår SF-politiker. Men det har ikke noget på sig, lyder det fra butikskæden.

En seddel, fundet i en køledisk i en Netto-butik, er blevet omdrejningspunkt for en ny strid op til folketingsvalget. Arkivfoto
Et gult stykke papir med Nettos gamle logo kunne for nylig findes i en køledisk i en af kædens butikker. På papiret kunne man læse, at den danske svineproduktion udsætter dyr for lidelse, og at man som forbruger står overfor et svinevalg.
Det fik straks SF-politikeren og tidligere pressechef i Danmarks Naturfredningsforening, Emil Nielsen, til tasterne. På Facebook roser han butikken for »at sætte fokus på svineproduktion, miljø og dyrevelfærd direkte ved køledisken«.
Men der er bare et problem med Emil Nielsens opslag, der er blevet delt over 600 gange. For det er ikke Netto, der står bag sedlen, men derimod formentlig aktivister. Overfor DR Nyheder afviser Salling Group, der ejer Netto, at have noget med sedlen at gøre.
- Det synes vi er rigtig problematisk. Derfor vil vi gerne opfordre alle til at forholde sig en smule kritisk til det, de ser og læser, skriver Salling Group i et skriftligt svar til DR.
Har opdateret opslag
Ifølge Emil Nielsen stammer billedet fra en kollega, der havde taget det i en lokal Netto og sendt det til ham. Han siger, at han delte opslaget i den tro, at butikken selv stod bag sedlen.
- Jeg blev bare så begejstret, da en kollega sendte det til mig, så jeg skyndte mig at dele det. Mit ærinde var bare at rose den lokale butik for at tage forbrugerne seriøst og turde engagere sig i den her debat, siger Emil Nielsen til DR.
I sit opslag på Facebook skriver Emil Nielsen, at det er de ansatte selv, der har lagt sedlen i køledisken. Men i sit svar til DR skriver Salling Group, at de har været i kontakt med butikken, der afviser den påstand. Salling Group har også kontaktet Emil Nielsen i sagen.
Politikeren har dog ikke fjernet sit opslag af den grund, men har opdateret det med oplysningen om, at det ikke kommer fra koncernen.







































