Vestjysk bliver en del af Sagro, og Vestjysk Landboforening bliver en del af ejerkredsen i Sagro. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. Det er resultatet af mange gode snakke og konstruktive forhandlinger, som nu har udmøntet sig i en sammenlægning, der gør Sagro til en markant større spiller geografisk og målt på antal medarbejdere.

Kritisk masse er det ord, der går igen, når Sagros administrerende direktør, Torben Jensen, sætter ord på sammenlægningen.

- Vi er meget glade for, at det her er lykkedes på en god måde, for jeg er overbevist om, at det her er vejen frem for Vestjysk, for os og ikke mindst for vores kommende fælles kunder. Vi kommer på forkant med udviklingen ved at slå kræfterne sammen, fortæller han og uddyber:

- Kundernes virkelighed - og de krav, de mødes af – bliver langt mere komplekse i fremtiden, og det stiller igen krav til os. Især i lyset af trepart og alt det andet, der ruller ind over os. Det er simpelthen alfa og omega, at vi har en kritisk masse i vores afdelinger. At vi er kollegaer nok til at holde os på forkant med udviklingen – og det sikrer vi med denne sammenlægning, siger Torben Jensen.

Overlap i geografi og udfordringer

Både Sagro og Vestjysk har hjemme i det jyske, og der er da også store overlap i både geografi og kundernes udfordringer. Kvæg, majs, kartofler - og den hårde regulering af selvsamme områder - i horisonten er nogle af de ting, som kunderne har tilfælles, og Torben Jensen fremhæver de muligheder, som sammenlægningen giver.

- Vi taler om Danmarks stærkeste landbrugsland, men der skal tænkes nyt på mange bedrifter, og vi kommer til at kunne levere landets måske stærkeste rådgivning på en lang række områder – eksempelvis kartofler eller samspillet mellem kvæg og grovfoder. Det bliver altså rigtig godt at kunne hjælpe landmændene på et højt niveau i en vanskelig tid, siger han.

Bestyrelsesformand i Vestjysk, Jacob Spangsberg, ser frem til at forene kræfterne med Sagro, og han ser sammenlægningen som et udtryk for rettidig omhu. Det bliver nemlig sværere og sværere at være mindre – både som landmand og som rådgivningshus.

- Vi kan godt lide konceptet i Sagro, hvor rådgivning og ejerforeninger er adskilt, for det sikrer noget nærhed i det politiske arbejde. Værdimæssigt er vi også på linje med hinanden – og vi kæmper jo for det samme. Nemlig for landmændene, så de fortsat kan producere verdens bedste fødevarer, siger han.

Styrker det politiske samarbejde

Det er ikke kun kunder og rådgivere, som bliver mødt af åbne arme i Sagro. Vestjysk Landboforening, som ejer rådgivningen, træder som nævnt ind i ejerkredsen og dermed Sagros bestyrelse. Det er noget, bestyrelsesformand i Sagro, H.C. Gæmelke, er godt tilfreds med.

- Vi styrker det politiske samarbejde i Midt- og Vestjylland helt vildt. Vi ligger i samme opland, og vi har mange synergier i de politiske drøftelser, vi står overfor – og nu kommer vi til at sidde i samme rum. Det er en stor fordel, siger han og tilføjer:

- Det er nogle dygtige mennesker, vi siger velkommen til. Det er folk, vi kender rigtig godt, og det bliver et løft at få deres kompetencer ind som supplement til vores egne i vores politiske set-up.

Når Vestjysk bliver en del af Sagro, får koncernen i alt godt 640 ansatte i landbrugets tjeneste.

LandboforeningerBusinessRådgivning