Er landbrugets forhandlingsstrategi en vinderstrategi?

I EN MENNESKEALDER har man i toppen af dansk landbrug navigeret efter den simple strategi – vi sætter os ved forhandlingsbordet, vi søger indflydelse, og vi indgår forlig. Det handler om retten til at være her – på nydansk om »license to produce«.

DET VAR PETER Gæmelkes linje, da han overtog formandsstolen i de danske landboforeninger. Det blev linjen i Dansk Landbrug. Og det er fortsat linjen i Landbrug & Fødevarer på Axelborg. Dialog, konstruktivt samarbejde og medspiller – det er kernen i det politiske arbejde. Men er det også en vinderstrategi? Har danske landmænd gode vilkår at drive virksomhed under her i 2026 sammenlignet med landmænd i det øvrige Europa? Nogle landmænd vil nok svare nej. 

SPØRGSMÅLET ER IKKE ment som et angreb på enkeltpersoner. Det er imidlertid et rimeligt spørgsmål at stille i en tid, hvor dansk landbrug vel næppe nogensinde har oplevet et tilsvarende negativt pres fra både politikere og dele af befolkningen. Her er det nødvendigt at kigge indad og evaluere. Hvor står vi i dag efter al den dialog? 

FAKTA ER, AT landbrugsarealet er skrumpet gevaldigt, og at regulering, som ofte er enestående i Danmark, er væltet ind over erhvervet. Senest har trepartsaftalen, som Landbrug & Fødevarer selv har skrevet under på, banet vejen for yderligere udtag af 400.000 hektar af landmandsfamiliernes jord. 

VENDER VI BLIKKET rundt i det øvrige samfund, kan vi konstatere, at mens landbrugets top har valgt dialogens vej, har andre samfundsgrupper valgt en anden tilgang. Klimaaktivister blokerer f.eks. motorveje. Palæstinaaktivister standser cykelløb og lukker havne. Oprindelige folk stormer klimatopmøder. Det er ikke ligefrem dialogens lige vej, men ifølge dansk forskning virker det. Måske også langt bedre end dialoglinjen fra landbruget.

EN AF DEM, der selv er aktivistisk, er adjunkt Clara Vandeweerdt fra Københavns Universitets Institut for Statskundskab. Hun har publiceret resultater i tidsskriftet Political Behavior, der viser, at forstyrrende aktivisme skaber markant større opmærksomhed end konventionelle demonstrationer. Hendes forskning viser, at blot ti mennesker, der blokerer en vej, har langt større chance for mediedækning end tusinder, der marcherer fredeligt, og at eksponeringen faktisk øger befolkningens bevidsthed om en sag med 10-19 procent. Aktivisme på gadeniveau, konkluderer forskningen, er en effektiv strategi.

DET ER GANSKE tankevækkende læsning. For mens andre presser på nedefra og udefra, har landmændenes organisationer valgt at presse indefra og ovenfra – via lobbyister, møder og forhandlingsrunder. Det har givet adgang. Men adgang er ikke det samme som reel indflydelse, og indflydelse er ikke det samme som brugbare resultater. Forskningen peger på, at den brede offentlighed faktisk kan mobiliseres gennem aktivisme, hvis sagen præsenteres tydeligt og på det rette tidspunkt – f.eks. op til valg eller afgørende politiske beslutninger.

I DAGENS DANMARK står landbruget historisk svagt. Men landbruget har en stærk sag som leverandør af vores mad og forvalter af vores landskab. Titusindvis af arbejdspladser og fundamentet under nationens fødevaresikkerhed er en af samfundets hjørnesten. Måske er det på tide, at vigtigheden ikke alene præsenteres til forhandlinger bag lukkede døre. Måske er det på tide, at landbrugets betydning bliver set, hørt og mærket efter inspiration i de aktivistiske miljøer. I det små. Bid for bid. Rundt om i landet. For fortsætter den nuværende linje uden refleksion, så forsvinder landbrugsjorden bogstaveligt talt under fødderne på de danske landmandsfamilier. Og det er vel ingen succes?