I modsætning til den nye fødevareminister så har en anden af de meget væsentlige ministre i forhold til landbruget, Lea Wermelin, en vis politisk erfaring fra det område, som hun nu bliver minister for.

Den 34-årige bornholmer, der har en kandidatgrad i statskundskab, og som nu bliver miljøminister, har blandt andet deltaget ved flere debatter i Folketinget på landbrugs- og miljøområdet i den seneste valgperiode. Blandt var hun sidste år aktiv i debatten om neonikotinoider, som er blevet kædet sammen med bidød. Lea Wermelin fortalte her, at hun gik ind for et forbud, men dog med mulighed for dispensation i de år, hvor der ventes særlige insektangreb på afgrøderne. Hun har også medvirket ved flere af de mange samråd om kvælstof i den netop overståede valgperiode, hvor hun også ved flere lejligheder har ledet møderne i Miljø- og Fødevareudvalget.

I den valgperiode vi står over for, bliver en af de helt store opgaver for Lea Wermelin netop arbejdet med kvælstof og vandområdeplanerne.

Fra Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer, lyder det, at han ikke har noget stort kendskab til den nye miljøminister.

- Men med den baggrund hun har fra Bornholm, så vil jeg da tro, at hun har et godt blik i, at det også på miljøområdet er nødvendigt, at man finder et samspil mellem erhvervets og miljøets partnere, siger han.

Dan Jørgensen får klima - Kollerup får erhverv

I den kommende tid vil den nye regering sætte et bindende krav til landbruget om reduktion af drivhusgasser. Og her bliver det en gammel kending af dansk landbrug, som får den opgave. Ny klimaminister bliver nemlig Dan Jørgensen (S), der har en fortid som fødevareminister. Dan Jørgensen bliver samtidig medlem af den nye regerings økonomiudvalg, som skal mødes én gang om ugen cirka.

I det udvalg kan Dan Jørgensen også møde Simon Kollerup, der af mange var nævnt som en af favoritterne til at blive fødevareminister. Den nu tidligere S-fødevareordfører er dog i stedet blevet erhvervsminister.

ege

Politik