En fejl, der kan have haft betydning for en række afgørelser om godkendelse af husdyrbrug, blev i juli opdaget og rettet af Miljøstyrelsen. I juli forklarede Miljøstyrelsen til Effektivt Landbrug, at der kan både være nogle, der har fået en godkendelse, som de ikke skulle have haft, ligesom der kan være nogle, der har fået afslag på en ansøgning, som de skulle have haft godkendt.

Nogle af dem, der havde fået godkendelsen, men som ikke skulle have haft den, er Rasmus og Kasper Sudergaard. To unge landmænd på 26 og 24 år, som for to år siden overtog forpagtningen af en kvæggård ved Gedsted i Vesthimmerland. Til Nordjyske lyder det fra Rasmus Sudegaard, at man, få uger fejlen blev meldt ud, modtog besked om, at de havde fået en tilladelse på forkert grundlag.

- Da man rettede fejlen, viste det sig, at vi belastede naturen med 100 gram kvælstof for meget. Det er dælme surt. Myndighederne har lavet en fejl, men det er os, der står med alt det sure. Det er pisseirriterende, og det styrker ikke ligefrem vores tiltro til systemet, siger Rasmus Sudergaard til Nordjyske. 

Avisen skriver, at Miljøstyrelsen i første omgang har identificeret 165 afgørelser for perioden 2017-2020, mens man forventer, at fejlen berører cirka 210 afgørelser fra 2011-2017. 73 ud af de 165 godkendelser er givet af nordjyske kommuner, som nu skal genåbne sagerne for finde ud af, hvad fejlen har betydet for naturen.

Er bragt i horribel situation

Hos Landbrug & Fødevarer er miljøchef, Anette Christiansen fortørnet over regnefejlssagen. I sommer forklarede hun til Effektivt Landbrug, at systemet, hvor fejlen blev konstateret, er så kompliceret, at man som udenforstående ikke har en jordisk chance for at opdage den. 

Her i december, hvor der nu begynder at komme ansigter på de mennesker, som fejlen går ud over, lyder det fra miljøchefen:

- Nu har vi nogle konkrete eksempler. Og det her er jo fuldstændig horribelt, man sætter folk i den her situation. I den her sag med de dygtige unge mennesker i Nordjylland, der har vi at gøre med nogle, som har fået en miljøtilladelse fra myndighederne. De har gjort alt, hvad de skal. Det er altså ikke bare lige til at få en miljøgodkendelse. Der er lavet alle mulige vurderinger. 

- Man forventer jo, at når man så godkendelsen, så kan man indrette sin forretning efter det fremover, siger Anette Christiansen.

Hun fortæller, at det er Landbrug & Fødevarers klare forventning, at landmænd som de to fra Nordjylland, og alle de andre i samme situation ikke kommer til at bøde for Miljøstyrelsens regnefejl.

- En fejl, som man endda bare hare sendt tilbage til kommunerne og landmændene, som så i fællesskab skal finde en løsning. De får simpelthen aben på grund af et centralt system, som regner forkert. Det er totalt urimeligt.

- Miljøstyrelsen må simpelthen finde en løsning, som gør, at landmændene ikke kommer til at lide skade. Overhovedet, siger Anette Christiansen.

Standard gennemgang

I juli lød det fra Irene Edelgaard, funktionsleder i Miljøstyrelsen, at det var et fuldstændig almindeligt eftersyn af systemet, hvor man ønskede at tjekke, om ammoniakberegningssystemet regnede rigtigt, som fejlen blev opdaget i.

- Derfor bad vi vores it-leverandør om at tjekke systemet op i forhold til de regler, som vi har leveret til dem. Og her fandt de så fejlen til vores ubehagelige overraskelse, sagde Irene Edelgaard i juli.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Politik