Regn og forsinkelser giver træk i kvoten
På grund af regn fik flere landmænd ikke høstet færdigt og sået efterafgrøder inden fristen, og det medfører træk i næste års kvælstofkvote.

Bæredygtigt Landbrugs formand, den sjællandske svineproducent Peter Kiær, kalder den politisk bestemte frist »helt forrykt«.
Selv om regnen gjorde det umuligt at høste, så er der træk i næste års gødningskvote, hvis efterafgrøderne ikke var sået inden midnat fredag den 20. august. Trækket bliver større, jo flere dage, man venter – så firkantede er reglerne i de såkaldt fleksible efterafgrødefrister, som har været gældende siden 2019.
Landmændene har her frem til 7. september til at få efterafgrøderne i jorden, men venter man så længe, så er der udsigt til et kvotetræk næste år på op til 65 kg. kvælstof.
Bæredygtigt Landbrugs formand, den sjællandske svineproducent Peter Kiær, kalder den politisk bestemte frist »helt forrykt«.
- Fik man ikke sået sine efterafgrøder inden 20. august, svarer det jo til, at du har overgødsket. Så er du pludselig en gødningsbandit, påpeger han.
Mangler evidens
Argumentet er, at bliver efterafgrøderne sået senere end den 20. august, så optager de ikke nær så meget kvælstof, som hvis de bliver sået før 20. august. Derfor må man altså året efter ikke bruge så meget gødning som normalt.
- Men der er jo ingen evidens for, at det er sådan, at det hænger sammen. Vi har ikke set én eneste undersøgelse, der viser, at der er en sammenhæng mellem datoen. Tværtimod er det dårligt at så dem, når man har et dårligt såbed.
- Vi skal helt væk fra det her datotyranni. Det hænger slet ikke sammen. Og slet ikke med de klimaændringer vi har. Det kan enhver jo se, siger Peter Kiær.
Ingen ministerhjælp
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) udtrykker forståelse for landmændenes frustration, men har afvist at give dispensationer.
- Det er vanskeligt at arbejde med uforudsigelige vejrforhold, når man skal have det bedste ud af sine afgrøder. I stedet for tidligere meget stramme skæringsdatoer, har landbrugerne derfor fra den 20. august mere end to uger ekstra til at så deres efterafgrøder frem til den 7. september.
- Miljøgevinsten er ubetydelig ved at så efterafgrøder, hvis man sår senere. Modellen giver landmændene den bedst mulige fleksibilitet, og tiden er ikke til at gå på kompromis med vandmiljøet, lyder det fra ministeren.