Kendt komiker revser efterafgrødefrist

Som bekendt har der været stor debat om fristen for at så efterafgrøder og træk i gødningskvoten. På trods af at det har været et stort ønske fra landbrugets aktører, har fødevareminister Rasmus Prehn nægtet at gøre datoerne mere fleksible i forhold til de mulige træk i gødningskvoten for 2022.

Men nu blander den kendte stand-up komiker Torben Chris sig i debatten. Han er skuffet over den politiske regulering på området, og har i et opslag på Facebook givet sin store støtte til landmænd.

- Giv nu landmændene en chance. De f*cking knokler. Når politikere kommer med forslag som: »Hvis vi alle arbejdede én time mere om ugen«, tænker landmændene: “F*ck, det er hele den time vi har fri", skriver Torben Chris og fortsætter:

- Tænk at have et job, hvor du kan gøre alt rigtigt, og så kan vejret stadig ødelægge det hele. Ja det er naturligvis svært at sætte sig ind i som politiker, hvor man jo må vade i fejl, og stadig få samme løn.

Han har samtidig svært ved at forstå, hvorfor skæringsdatoen for efterafgrøder ikke kan gøres mere fleksibel.

- Men det forekommer mig sært med en så fast skæringsdato for noget, der påvirkes så meget af det danske vejr, som svinger så voldsomt, lyder det fra den kendte komiker.

Han slutter sit opslag af med at konstatere, at hans kommentar nok ikke bliver delt så meget »da de folk, der er med på hvad jeg snakker om, er i gang med at knokle i markerne«. Dog er opslaget allerede nu blevet delt over 100 gange, og har fået over 1000 reaktioner, mest af støttende karakter.

Læs også