Efter afsløringer i henholdsvis Ekstra Bladet og Frihedsbrevet skal fødevareminister Rasmus Prehn (S) nu i dobbelt samråd.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) skal stå skoleret på hele to samråd i forbindelse med sit netværksmøde om fremtidens landbrug – uden deltagelse af landbruget – hvor kuvertprisen blev 1.265 kroner, samt for at han i ét tilfælde havde skrevet en forkert journalist på et bilag.
Det bekræfter Venstre og Dansk Folkeparti over for Ekstra Bladet.
Prehn nægtede på et tidligere samråd den 25. august at oplyse navnet på, hvem han i virkeligheden havde spist med. Til trods for, at de øvrige medlemmer af udvalget foreslog, at det kunne foregå dybt fortroligt på et lukket møde, afviste Rasmus Prehn stadig at oplyse navnet.
På det kommende lukkede samråd, som der ikke må refereres fra, vil ministeren blive bedt om at sige navnet på den journalist, han i virkeligheden spiste middag med på Restaurant Undici.
Kun ét spørgsmål
- Spørgsmålet bliver, om ministeren vil oplyse, hvem han spiste middag med den 10. juni 2020. Vi stiller kun det spørgsmål, fortæller formanden for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen (DF), til Ekstra Bladet.
Dernæst indkalder Venstre Rasmus Prehn i et åbent samråd, efter afsløringerne om luksusmiddagen med kuvertprisen, som blev mere end dobbelt så stor i forhold til Fødevareministeriets interne retningslinjer.
At ingen repræsentanter fra de største landbrugsorganisationer var til stede, undrer Venstres Torsten Schack Pedersen, der er medlem af fødevareudvalget.
- Man har ikke inviteret dem, der ejer jorden, altså landmændene. Det påkalder sig en lang række nye spørgsmål til ministeren, siger han til Ekstra Bladet.