Virksomheder får hurtigere hjælp til at spare på gassen

Flere partier vil fremrykke nye tildelingskriterier, så danske virksomheder hurtigst muligt kan slippe ud af afhængigheden af gas.

- Vi står i en energikrise og arbejder hårdt på at blive uafhængige af russisk gas. Den gas, erhvervslivet sparer her, kan bidrage til at sikre os energi nok i et presset energimarked, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Arkivfoto

Det skal være nemmere for danske virksomheder at få støtte fra Erhvervspuljen til den grønne omstilling, og de skal ikke vente til næste år med at få gavn af de nye tildelingskriterier. Efter planen skulle de være trådt i kraft i starten af 2023, men nu kan de træde i kraft 1. november – når det er vedtaget i Folketinget.

Det betyder, at konverteringsprojekter kan påbegyndes allerede i år efter de nye regler. Det vil blandt andet gøre det muligt for virksomheder, herunder gartnerierne, hurtigere at sige farvel til den dyre gas til fordel for grønnere løsninger som fjernvarme.

- Aftalepartierne sætter yderligere skub i erhvervslivets omstilling væk fra dyr sort energi til en grønnere fremtid ved nu at hjælpe blandt andet gartnerierne. Vi står i en energikrise og arbejder hårdt på at blive uafhængige af russisk gas. Den gas, erhvervslivet sparer her, kan bidrage til at sikre os energi nok i et presset energimarked, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Syv initiativer

- I Venstre er vi glade for, at der er opbakning til en fremrykning og justering af Erhvervspuljen. Det er noget, Venstre har kæmpet for. For Venstre er det vigtigt, at puljens midler hurtigere kommer ud og støtter de virksomheder, som lige nu står i en meget svær situation. Og med denne justering får endnu flere mulighed for at søge hjælp til at skifte fra fossile og dyre løsninger til grønnere og billigere alternativer. Det gælder ikke mindst de pressede gartnerier, som endelig kan få støtte til at blive fri for Putins gas, siger Marie Gade (V).

Syv konkrete initiativer skal være med til at sikre, at Erhvervspuljen i endnu større grad understøtter virksomheders energispareprojekter og den grønne omstilling. Initiativerne omhandler blandt andet indførelse af CO2 som supplerende tildelingskriterie, at kravet om konkurrenceudsættelse fjernes, samt at støttesatsen hæves.


 

De syv initiativer

  • Indførelse af CO2 som supplerende tildelingskriterie, hvilket åbner for, at projekter, der sparer CO2, men ikke energi, kan opnå støtte via Erhvervspuljen. For eksempel støtte til konvertering væk fra fossil gas til biobrændsel eller fjernvarme

  • Fjerne krav om konkurrenceudsættelse, så støtten kommer hurtigere ud at virke

  • Mulighed for igangsættelse af projekter efter indsendelse af ansøgning

  • Positivliste med tiltag, som modtager en fastsat støttesats for at lette administrationen

  • Højere støttesats til investeringer i grøn omstilling inklusiv energisparende initiativer

  • Stop for tilskud til installation af nye gaskedler

  • Prioriteringsfaktor for gaskonverteringer, så det økonomiske incitament til ansøgning om gasreducerende projekter øges

Læs også