Et areal større end Fyn skal tages ud af drift for at nå klimamålet, mener SF, der mandag præsenterede et landbrugsudspil.
370.000 hektar – svarende til 15 procent af Danmarks landbrugsarealer – skal tages helt ud af drift. Yderligere ni procent af landbrugsarealerne – 230.000 hektar – skal omlægges til græs eller økologi.
Det er kravet fra SF i et landbrugsudspil, som partiet præsenterede mandag. Det skriver Ritzau ifølge flere medier.
- Grundlæggende skal vi have løst klimakrisen, og det kræver, at hele vores samfund omlægger sig, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.