Først sagde han nej: Nu skal Erik i EU-Parlamentet

Resultatet af folketingsvalget har sat gang i en større rokade, der nu sender politisk rådgiver i landboforeningen Fjordland, Erik Poulsen i EU-parlamentet, selv om han tidligere i år meldte sig ud af partiet Venstre.

Det nyligt overståede folketingsvalg rystede godt og grundigt rundt på Venstres folketingsgruppe. Udover at partiet fik en lussing af vælgerne, bedøt resultatet, at to af Venstres medlemmer af EU-parlamentet, Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell, blev valgt ind i Folketinget.

Derfor skal der findes afløsere for de to blandt suppleanterne. Pladserne stod til at gå til Bergur Rasmussen samt Kim Valentin, men sidstnævnte har, i stedet for at tage til Bruxelles, valgt at overtage en plads i Folketinget, da Karen Ellemann er trådt ud.

Dermed går den sidste plads til nuværende politisk rådgiver i landboforeningen Fjordland, Erik Poulsen. Han havde ellers tidligere meldt ud, at han ikke var interesseret i jobbet. Men nu er meldingen en anden.

- Det er jo en once-in-a-lifetime-mulighed, for jeg kommer ikke til at stille op til Europa Parlamentet igen. Det bliver superspændende. Jeg har et godt job, og jeg flygter ikke fra noget som helst. Men det er da spændende at få lov at prøve at være med i det maskinrum dernede, siger Erik Poulsen til TV Midt-Vest.

Var meldt ud af V

Da Erik Poulsen fik jobbet som politisk rådgiver i landboforenigen Fjordland, meldte han sig ud af Venstre, men han siger til tv-stationen, at det for ham er vigtigt at Venstre beholder mandaterne i EU-Parlamentet. 

Foreløbig skal han være MEP'er i det næste halvandet år. Hvad fremtiden bringer derefter, er han ikke helt sikker på.

- Jeg har for lang tid siden meddelt Venstre, at jeg ikke ville stille op til næste Europa-Parlamentsvalg. Men man ved jo aldrig. Jeg skal først lige vænne mig til, at jeg overhovedet er kommet ind, inden jeg begynder at overveje, hvad der skal ske om halvandet år, siger han. 

Ved EU-parlamentsvalget i 2019 fik Erik Poulsen 3.363 stemmer. Rokaden betyder, at han bliver den af de 16 danske EU-parlamentarikere, der fik færrest stemmer ved sidste valg. 

Læs også