Erstatning til minkavlere opjusteres med godt 6 milliarder

Udgifterne til erstatningerne til minkavlerne forventes at ville blive 6,3 milliarder kroner højere end først antaget, oplyser fødevareminister Jacob Jensen (V).

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har oversendt en orientering til Folketingets Finansudvalg og Miljø- og Fødevareudvalg om, at udgifterne til erstatningerne m.v. til minkavlerne forventes at ville blive 6,3 milliarder kroner højere, idet skønnet er opjusteret fra 17,6 milliarder kroner til cirka 24 milliarder kroner.

Fødevareministeren orienterede tilbage i oktober 2023 Folketinget om, at man forventede, at udgifterne ville blive højere.

Skønnet over udgifter til erstatninger m.v. til minkavlere er opjusteret navnlig på baggrund af erstatningsniveauet i de første 51 afgørelser om nedlukningserstatning fra erstatnings- og taksationskommissionerne. Erstatningsniveauet i afgørelserne har således vist sig at være højere, end forventet.

Det nye skøn er fortsat behæftet med stor usikkerhed, idet der skal afgøres flere sager om nedlukningserstatning, herunder principielle klagesager, inden der kan gives et mere pålideligt estimat for de samlede udgifter til erstatning m.v.

Et værdigt punktum

- Det er helt afgørende, at vi får sat et værdigt punktum for minkavlerne. Og det gør vi ved, at de får den fuldstændige erstatning og kompensation, som de har ret til, så hurtigt som muligt, siger Jacob Jensen og fortsætter:

- Jeg har orienteret Folketinget om, at de nyeste skøn viser, at udgifterne til minkerstatningerne forventes at blive højere, end hvad man forventede i 2021, da aftalen om minkerstatninger blev indgået.

Ministeren oplyser, at der er flere årsager til, at navnlig erstatningsniveauet i de første afgjorte sager om nedlukningserstatning har vist sig at være højere, end oprindeligt antaget.

- Det vigtigste for mig er, at minkavlerne får det beløb, de har krav på, og at det går hurtigere med at få udbetalt de sidste erstatninger, fastslår Jacob Jensen.

Fakta

  • Der blev oprindeligt skønnet udgifter på cirka 19 milliarder kroner i forbindelse med Aftale om erstatning m.v. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 fra januar 2021. Skønnet var behæftet med usikkerhed. Sidenhen er erstatningsordningerne udvidet med blandt andet en værdisikringsordning.

  • I forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 2023 er skønnet over udgifter til erstatninger m.v. til minkavlere opjusteret. Opjusteringen af skønnet er indarbejdet på forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 2023. Med det opdaterede skøn forventes udgifterne at ville blive 6,3 milliarder kroner højere sammenlignet med de oprindelige skøn over udgifter til erstatning og kompensation m.v. til minkavlere og følgeerhverv samt til myndighedsopgaver, idet skønnet er opjusteret fra 17,6 milliarder kroner til cirka 24 milliarder kroner.

  • Der er med opjusteringen af skønnet over udgifter ikke tale om, at der er lavet ændringer i erstatningsordningerne, som udvider erstatningsgrundlaget. De konkrete erstatninger fastsættes på baggrund af et regelgrundlag, som udmønter de politiske aftaler om minkerstatninger fra januar 2021 og maj 2023.

  • Med det opdaterede skøn til erstatningerne m.v. til minkavlerne forventes de samlede udgifter at ville udgøre cirka 29,5 milliarder kroner. Det dækker over udgifter på cirka 24 milliarder kroner til erstatning og kompensation m.v. til minkavlere og følgeerhverv, cirka 4 milliarder kroner til nedrivningsopgaven samt cirka 1,5 milliarder kroner til øvrige myndighedsopgaver forbundet med erstatningerne m.v.

  • De samlede udgifter til erstatning og kompensation m.v. til minkavlere og følgeerhverv samt til myndighedsopgaver forbundet hermed omfatter blandt andet også udgifter til nedrivning af minkfarme og administration i erstatnings- og taksationskommissioner. Skøn over udgifterne til minkavlernes produktionsanlæg og administration i forbindelse med erstatningssager er tidligere opjusteret i forhold til de estimerede udgifter i Aftale om erstatning m.v. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 fra januar 2021.

Kilde: FVM

Læs også