Fuglede vil af med Ellemann-Jensen
Det bliver et klimavalg. Men det har vi haft i mange år i Danmark, og landbruget har fine klimakort på hånden, vurderer Bæredygtigt Landbrugs formand.

- Får vi tæsk? Ja, det gør vi helt sikkert. Men vi skal møde kritikken ved at fortælle sandheden om dansk landbrugs klimaposition i verden, vurderer Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, der også gerne ser miljø- og fødevareministeren udskiftet efter folketingsvalget.
Statsministeren har udskrevet valg til Folketinget med afholdelse Grundlovsdag den 5. juni. Og efter valget må landets miljø- og fødevareminister meget gerne hedde noget andet end Jakob Ellemann-Jensen (V), lyder det fra formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.
- Jeg håber ikke, han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) fortsætter som minister. For han vil ikke lytte til erhvervet, lyder formandens klare konklusion.
- Jeg glæder mig til, at vi kan få det her valg overstået. Lad os nu komme videre, så vi kan slippe for alt det her valgkamp, som meget længe har haft indflydelse på politikken, pointerer Flemming Fuglede Jørgensen.
Tag til valgmøder
Trods ønsket om en udskiftning på ministerposten ønsker han ikke at pege på hverken partier eller kandidater, som han vil anbefale sine medlemmer i Bæredygtigt Landbrug at stemme på.
- Jeg synes, man skal stemme personligt. Og jeg synes, man som landmand skal engagere sig i valgmøder rundt omkring, siger Flemming Fuglede Jørgensen.
I mandags deltog han selv i et valgmøde i Agerskov i Sønderjylland arrangeret af Agerskovgruppen. Og det var en opløftende oplevelse, understreger han.
- Jeg oplever lige så stille og roligt, at folk begynder at finde ud af, hvor dygtige danske landmænd er, og hvilken samfundsøkonomisk betydning, erhvervet har.
- Vi ser også rapporter fra vismænd, der understreger, at dansk landbrug er i en førerposition på klimasiden, fordi vi har høje ydelser pr. hektar osv. Vi har forberedt os på det her valg. Og vi har altså nogle gode kort på hånden i klimadebatten.
- Får vi tæsk? Ja, det gør vi helt sikkert. Men vi skal møde kritikken ved at fortælle sandheden om dansk landbrugs klimaposition i verden. Og vi har jo haft klimavalg i Danmark mange gange efterhånden. Vi har alle muligheder for at vise omverdenen, hvordan man kan gøre tingene. Og jeg håber på et valg, hvor vores faglighed får en chance, understreger Flemming Fuglede Jørgensen.