bannerPos

Minister kaldt på banen i sag om grænse-landmænd

Lørdag 14. marts lukkede Danmark grænsen til Tyskland. Få dage senere lukkede Tyskland også grænsen til Danmark. Foto: Colourbox

AF: LASSE EGE PEDERSEN

NYHEDSREDAKTØR, EFFEKTIVT LANDBRUG
24-03-2020 17:47
Fødevareminister Mogens Jensen (S) opfordres af De Radikale til at løse situationen med de landmænd, der har jord på begge sider af den tyske grænse, og hvor grænselukningen giver dem store udfordringer. LHN taler om, at det drejer sig om mindst 27 landmænd. Fra politiet lyder det, at man forventer løsning inden for kort tid. Fra ministeren lyder det, at landbruget nok må leve med øget ventetid.

Denne version indeholder kommentar fra fra fødevareminister Mogens Jensen (S), som ikke er kommet med i den trykte udgave af Effektivt Landbrugs  der udkommer onsdag, da svaret først kom efter deadline.

Som Effektivt Landbrug skrev i sidste uge, kort efter at Danmark havde lukket 10 af af sine 13 grænseovergange ned til Tyskland for at begrænse smitten med coronavirus, så giver det problemer for de landmænd, som har jord på begge sider af grænsen.

Kun en af de tre åbne overgange, den i Sæd, kan lige nu benyttes af landbrugskøretøjer, landbrugsmaskiner og landbrugstransporter. Fra LHN-formand Jørgen Popp Petersen lyder det, at mindst 27 landmænd i hans forening lige nu døjer med store logistiske udfordringer som følge af grænselukningen.

- For dem har de flere timers ekstra transport for hver enkelt transport, siger Jørgen Popp Petersen.

I weekenden lød det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet sammen med kommuner – og tysk politi - arbejder på en løsning, så grænselukningen generer landmænd mindst muligt. Mandag ved middagstid var der dog stadig ikke sket noget.

Radikal politiker hjælper

I sit arbejde på at gøre opmærksom på problemet har landboformand Jørgen Popp Petersen dog også henvendt sigt til medlemmerne i Retsudvalget i Folketinget. Herfra har De Radikales Nils Sjøberg, der er valgt i Sydjyllands Storkreds, grebet bolden.

Nils Sjøberg mener, at der skal findes en løsning for landmænd med aktiviteter på begge sider af grænsen. Han fortæller, at han af landbruget er blevet forelået, at der sker en åbning af grænsen for landbruget ved den mindre grænseovergang, Pebersmark.

I et paragraf 20-spørgsmål til fødevareminister Mogens Jensen (S) beder Nils Sjøberg nu om ministeren vil overveje at følge ønsket om at åbne grænsen ved Pebersmark.

- Landbrugsmaskiner kan jo ikke køre på motorvejen. De kan dermed ikke komme over de grænser, som rent faktisk er åbne, så det spørgsmål jeg har stillet, er en måde at få problemet rejst over for ministeren, så vi kan få fundet en fælles løsning, siger Nils Sjøberg.

Vil ikke kritisere

Han understreger, at han ikke er ude på at kritisere ministeren for, at der endnu ikke er fundet en løsning for landmændene ved grænsen. Han fortæller, at han mener, det er særdeles vigtigt, alle står sammen i dansk politik i den krise, som vi er midt i.

- Jeg gør ham egentlig bare opmærksom på en sag, som han også blev gjort opmærksom på i sidste uge, men hvor han formentlig har været optaget med en masse andre problemer end det her.

- Men vi skal have fundet en løsning. Det varer ikke ret længe inden landmænd fra begge sider af grænsen har brug for at kunne komme over. Landmændene står med samme udfordringer, som lastbilchauffører og andre erhvervsdrivende. Landmændene skal kunne varetage det arbejde, som de har med at gøre. De skal kunne så og fodre, siger Nils Sjøberg.

Fødevareminister: Landbruget må leve med længere ventetid

Selvom det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi i weekenden lød, at der bliver arbejdet på en løsning omkring grænselukningen, der generer landmænd mindst muligt, og der forventes en løsning inden for kort tid, så lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen (S), at landmændene i grænseområdet må indstille sig på øget ventetid, så længe grænserne er lukkede. I en kommentar til Effektivt Landbrug lyder det nemlig skriftligt fra Mogens Jensen:

Hvad mener du om den uheldige situation?

- I lyset af den nuværende situation besluttede regeringen i sidste uge at lukke en stor del af grænseovergangene til blandt andet Tyskland for at begrænse smittespredningen. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det giver øget transport- og ventetid for de danskere, som skal krydse grænsen – herunder landmænd med marker på begge sider af grænsen.

Har du nogle tiltag på vej, så landmændene får lettere ved at passere grænsen end det er tilfældet lige nu?

- Landbruget leverer et stort og vigtigt bidrag til, at Danmark kan komme godt igennem den nuværende situation, og regeringen gør alt hvad den kan for at minimere generne ved den aktuelle situation. Men så længe grænserne er lukket kan det nok ikke udelukkes, at der kan være øget transport- og ventetid for alle – også landbruget.

Løsning om kort tid

I pressemeddelelsen fra i lørdags fra Syd- og Sønderjyllands Politi lyder det, at man forventer at have fundet en løsning for landmændene inden for kort tid.

- Vi er sammen med kommunerne og tysk politi tæt på at finde en praktisk løsning, der kan sikre, at de berørte landmænd på grænsestregen kan udføre deres forårsarbejde. Det er vores fokus, at de også i denne ekstraordinære situation kan få dagligdagen til at fungere med mindst mulig ulempe, siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Udover overgangen ved Sæd er grænsen lige nu åben – og bemandet døgnet rundt – ved Kruså og Frøslev.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Mindst 10 år fra laboratoriefremstillet mælk

Meget tyder på, at der er et stort marked for mælk produceret uden køer. Der går dog mindst 10 år, før det kan laves, vurderer seniorforsker.

Naturlighed eller laboratoriekød?

Flere firmaer er allerede i stand til at fremstille kød i et laboratorium. Succesen kommer dog i høj grad til at afhænge af, hvilken historie forbrugerne vil have, og om man kan finde en erstatning for det kalveserum, der i dag er nødvendig for at lave kunstigt kød.

Mulighed for tilskud til slagtesvinestalde

Har du byggeplaner, kan du få tilskud til nye slagtesvinestalde i 2020. Der er afsat 85 mio. kroner til modernisering af nye stalde, og ifølge Seges Svineproduktion, så rækker puljen til etablering af op til 90.000 stipladser.

Tjener ekstra penge på løntørring med to mobiltørrerier

Landmand fra Langeland reddede 160 hektar hvede i en våd høst med et Turbodan-mobiltørreri, som tørrede kornet ned fra 30 procent vand. Senere har han anskaffet et tørreri mere af samme type.

Maskinstationerne kører for fuld kraft på trods af coronavirus

Der er nogle brancher, hvor arbejdet fortsætter stort set som normalt trods coronavirus. På maskinstationerne oplever de ikke at være bremset - tværtimod. Arbejdsopgaverne er mange, og der bliver arbejdet hårdt.

- Vores medarbejdere er heldigvis virkelig gået til den

Til trods for aflysninger af en lang række kurser og arrangementer, så kører rådgivningen på Sjælland videre så normalt som muligt også i de næste måneder, siger Torben Hansen, formand for VKST og Gefion.

Sådan får du solceller på marken

Der er rift om de arealer, som kommunerne udpeger til solcelleanlæg. Men der er flere måder at få sit projekt frem i køen, vurderer solcelle-rådgiver.
Side 1 af 1814 (36276 artikler)Prev1234567181218131814Next