Merrild ærgrer sig over Lunde-exit

Politiske og faglige med- og modspillere stod i kø for at kommentere på Esben Lunde Larsens afsked som miljø- og fødevareminister tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag meldte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ud, at han onsdag trækker sig som minister, og i øvrigt helt trækker stikket til dansk folketingspolitik ved næste valg.

Den udmelding har i sagens natur medført en lang række reaktioner fra det politiske, men også fra det faglige landskab. Således er Landbrug & Fødevare-formand Martin Merrild ærgerlig over ministerens afgang, skriver han i et facebook-opslag.

- Kære Esben. Det ærgrer mig. Du har i den grad været engageret og dedikeret - både i den hjemlige debat og i det store udland, hvor du gang på gang har stået i spidsen for at fremme dansk eksport. Du sætter dig grundigt ind i sagerne og på trods af, at vi ikke altid har været enige, har det til enhver tid været en fornøjelse at arbejde sammen med dig. God vind. Mvh Martin, lyder det fra Martin Merrild.

Også en af Lunde Larsens skarpeste kritikere, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding havde pæne ord til den afgående minister.

- Vi har været uenige om meget, men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg altid har haft stor respekt for Esben Lunde Larsen. Tak for mange års med- og modspil, debatter og politiske kampe - dem vil jeg savne. Ønsker al held og lykke fremover, skrev den tidligere miljøordfører hos Enhedslisten tirsdag på Twitter.

Baglandet nærmest i chok
I Esben Lunde Larsens politiske bagland i Ringkøbingkredsen, hvor den nu tidligere minister er valgt, blev udmeldingen mødt med noget nær chok, fortæller borgmester Hans Østergaard (V).

- Jeg blev nærmest chokeret. Jeg beklager, at han ikke ønsker at fortælle i politik, men har forståelse for, hvis der er andre ting, som han vil bruge sin tid på.  Han har passet sin kreds, og hvis han ikke kunne nå frem til møder har han deltaget på en skype-forbindelse. Samtidig har han været en god linje til Christiansborg for os i Ringkøbing-Skjern, siger Hans Østergaard til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil senere onsdag præsentere sin nye regering. Ud over Esben Lunde Larsen skal der også findes en ny uddannelsesminister, da Søren Pind også stopper. 

Læs også