LDM-formand Kjartan Poulsen har for nylig deltaget i møde med EU’s nye landbrugskommissær Janusz Wojciechowski. Polakken efterlod et positivt indtryk på mælkeformanden.
Det skortede ikke på kritik fra dansk side, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besluttede sig for at tildele landbrugskommissærposten til den polske nationalkonservative politiker, Janusz Wojciechowski.
Kritikken blev ikke mindre efter, at polakken til sin kandidat-høring i Europa-Parlamentet, gentagne gange problematiserede udviklingen med, at landbrugene bliver større og større, og klart sagde, at han vil arbejde for at støtte små, familieejede landbrug frem for store landbrug.
- Han bliver en katastrofe for dansk landbrug, lød det blandt andet fra Venstres medlem af landbrugsudvalget i Europa-Parlamentet, Asger Christensen, der dog efter Wojciechowskis anden høring nogle uger alligevel vurderede ham som »lige netop bestået«
- Polen må finde en, som er mere inde i stoffet
Hos LDM-formand Kjartan Poulsen lyder det, at han også var meget skeptisk efter høringen sidste år. Som bestyrelsesmedlem i European Milk Board (EMB) har han dog nu deltaget i sit første møde med kommissæren, og han er nu anderledes positivt stemt.
Ting skal hænge sammen
Det drejer sig blandt andet om Wojciechowskis syn på en markedsstabiliserende ordning. Hos LDM har man tidligere talt for, at man fra EU’s side laver tiltag, der kan styre tilpasningen af mælkeproduktionen i EU.
- Vi har også mødt Phil Hogan (landbrugskommissær mellem 2014-2019, red.) et par gange, og han var meget åben, men står også fuldstændig ved, at hans tilgang til det hele var, at markedet skal styre alt. Rendyrket liberalisme.
- Det tror jeg ikke er så afgørende for den ny kommission. Nu skal tingene hænge sammen. Når vi i Europa skal lave nogle klimatiltag, så kommer det jo til at koste, og hvis man så samtidig henter varer ind fra andre dele af verden, hvor man ikke spekulerer på det, så vil vi som bønder bliver ramt, siger han.
Bred modstand mod polsk landbrugs-kommissær-kandidat
Fra Kjartan Poulsen lyder det, at det er hans opfattelse, at med udpegelsen af denne kommission og Wojciechowski, så er den liberale tankegang sat en smule på pause.
- Vi er på linje med dem (Kommissionen, red.). Vi ønsker, at tingene er reguleret, så vi kan tjene penge på det. Hvis det er ureguleret, så ved jeg godt, at man siger, at vi sagtens kan klare os i konkurrencen, og det kan vi sikkert også, men vi kommer jo ikke til at tjene nogle penge. Det er det helt store problem i hele EU, at landbruget ingen penge tjener. Det er jo også derfor, at der ingen unge mennesker, der vil ind i erhvervet, siger Kjartan Poulsen, med henvisning til, at gennemsnitsalderen for EU-landmænd hele tiden bliver højere og højere.
Ønsker mere økologi
Janusz Wojciechowski har siden tiltrædelsen som kommissær heller ikke lagt skjul på, at han og Kommissionen ønsker at fremme økologien i EU. Fra Kjartan Poulsen, der selv er økolog, lyder det, at det har han ingen problemer med.
Han kan dog godt være bekymret for, fortæller han, at EU-Kommissionen kommer til at udbrede økologi i et tempo, som det økologiske marked ikke kan følge med.
- Mit indtryk, efter at have deltaget i mødet, er, at ønsket om større udbredelse af økologi primært er noget, som kommer fra formandskabet i Kommissionen, altså von der Leyen. Her har vi dog gjort det klart, at markedet skal kunne følge med, siger han.
I det hele taget lyder det fra Kjartan Poulsen om Janusz Wojciechowski:
- Vi var skuffede før, men noget mere postive nu. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, at vi sidder direkte med ham, men jeg synes faktisk, at han var meget konkret.
- Mit indtryk er, at han faktisk rigtig gerne vil snakke med landmænd i medlemslandene. Han virkede meget åben.
- Før talte han nærmest kun om smålandbrug og økologi, men mit indtryk er, at han oprigtigt er interesseret i at skabe en mulighed for, at vi har et ordentlig erhverv, siger Kjartan Poulsen.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35