Landboformand og EU-kandidat enige:: Vi skal styrke EU´s betydning
- Vi skal ikke undervurdere betydningen af EU, når fremtidens klima og øvrige udfordringer skal løses, siger Christian Lund og EU-kandidaten, landmand Asger Christensen, Venstre, forud for Klima- og Valgmødet, som SLF holder den 13. maj.

Christian Lund
EU-kandidaten Asger Christensen mener, at EU´s klimadagsorden skal op i gear.
- Klima er grænseoverskridende og udfordringerne skal løses i samarbejde og i en meget større sammenhænge end i lille Danmark. Det er meget glædeligt, at vi på mange klimapunkter er frontløbere i Danmark, men vi er jo kun en meget lille brik i spillet om verdens klima, siger han forud for et klima- og valgmøde hos SLF den 13. maj..
EU som klima-frontløber
- Jeg går meget ind for, at vi i EU får gennemført en klimapakke, hvor klimaindsatsen bliver tænkt ind i alt ny EU-lovgivning. Danmarks rolle skal være at inspirere og motivere til, at EU får en stærk og handlekraftig klimapolitik. Mit mål er, at EU kan blive ”klima-frontløber ” i klimaløsninger og være med til at sætte dagsordenen på verdensplan.
- Det vil jeg gerne slå til lyd for på klima- og valgmødet, og glæder mig til at høre såvel klimaministerens og andres holdning til måden, hvorpå vi løser fremtidens klimaudfordringer, slutter EU kandidaten, Asger Christensen.
Vigtige fordele
Formanden for Sønderjysk Landboforening, Christian Lund, som sammen med Hans Chr. Schmidt er mødets initiativtagere, mener, at vi også skal huske alle de andre vigtige fordele, vi har af EU-samarbejdet.
- For mig er Brexit et skræmme-eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke passer på at få italesat de fordele vi nyder godt af i EU. For et lille eksportland som Danmark har vi utrolig stor fordel af samarbejdet i forhold til frihandel og arbejdskraftens frie bevægelighed over grænserne, siger Christian Lund, og fortsætter:
- Netop samarbejde og samhandel er efter min opfattelse grundlaget for den velstand og velfærd, vi har i Europa. Og så skal vi heller ikke glemme, at samhandel og fællesskaber om rigtig mange ting er fornuftigt og det stærkeste grundlag for fred mellem mennesker og folkeslag.
Mere samhandel og mindre bureaukrati
-Jeg er ikke blind for, at EU-lovgivning kan synes at gå i for mange detaljer. Jeg tror på et fremtidigt EU, som koordinerer de store ting som samhandel, rammer for miljø og klima, sikrer fødevareproduktion og sikkerhed, fælles ydre grænser og når det er relevant en fælles stemme, når verdens udfordringer skal løses, siger Christian Lund, der samtidig konstaterer:
- Men samtidig skal vi undgå for mange administrative og bureaukratiske detaljer og indblanding i de enkelte landes kulturelle forskelle. Dem skal vi jo bevare, for det er jo med til at gøre Europa til verdens mest farverige og spændende verdensdel.
-Jeg vil helt klart opfordre til, at såvel kommende danske som EU-politikere lægger sig rigtig hårdt i selen for at skabe fremtidens EU om at finde balancen imellem fælles EU-løsninger i respekt for de enkelte landes særlige interesser og kulturelle forskelle, slutter landboforeningsformanden, slutter Christian Lund.