Sparekassen Sjælland-Fyn åbner nu også afdeling på Falster.
I begyndelsen af 2025 bliver Sparekassen Sjælland-Fyn også repræsenteret med en afdeling på Falster, og det er med et rådgivningscenter for erhvervs- og landbrugskunder.
I løbet af første kvartal næste år åbner rådgivningscentret således på Langgade 4 i Nykøbing Falster, og det er i en ejendom, der tidligere har huset revisionskontoret Øernes Revision.
På sin hjemmeside skriver Sparekassen Sjælland-Fyn, at åbningen af rådgivningscenteret skal ses i lyset af den meget positive udvikling, Lolland-Falster oplever i disse år, blandt andet afledt af Femern Bælt-projektet.
- Åbningen af vores rådgivningscenter er også drevet af et stigende forretningsomfang de senere år på egnen og flere konkrete opfordringer fra virksomheder – ikke mindst landbruget – om at etablere os permanent i området, siger landbrugschef Peter Jørgensen og fortsætter:
- Med sparekassens kapitalstyrke, hurtige beslutningsveje og erhvervsrettede kompetencer kan vi være finansiel samarbejdspartner for alle virksomheder og landbrug uanset størrelse og produktionsgren.