Patrioterne med i syddansk økologisamarbejde

Syddansk Økologi har fra nytår fået en femte medejer i form af Patriotisk Selskab.

Nils Rasmussen, adm. direktør for Patriotisk Selskab, ser frem til at få endnu mere økologisk viden tilført selskabet.
Nils Rasmussen, adm. direktør for Patriotisk Selskab, ser frem til at få endnu mere økologisk viden tilført selskabet.

Syddansk Økologi, SDØ, har vokseværk og består nu af i alt fem foreninger mod blot tre for et år siden. I foråret indtrådte KHL, Kolding, i samarbejdet, der fra nytår igen er udvidet – denne gang med Patriotisk Selskab.

Patriotisk Selskab vil indgå i rådgivningsteamet med tre rådgivere - to planteavlsrådgivere samt en driftsøkonom. Det oveni KHL´s andel, der deltager hermed i alt 22 rådgivere i samarbejdet.

Udover KHL og Patriotisk Selskab består det økologiske samarbejde af LandboSyd, Landbrugsrådgivning Syd (LRS) og Sønderjysk Landboforening (SLF). Derudover indgår økologirådgivere fra Syddansk Kvæg i samarbejdet.

Udvider ekspertise

Med den nye samarbejdspartner, Patriotisk Selskab, styrkes den eksisterende ekspertise i SDØ med specialviden om teknologi og mere viden om biogas.

Tilsammen dækker rådgiverne i SDØ nu faggrupperne: planter, kvæg, svin, fjerkræ samt driftsøkonomisk rådgivning og projektudvikling.

- Det glæder os rigtig meget, at Patriotisk Selskab har banket på vores dør og fundet os interessant som samarbejdspartner. Sammen styrker vi rådgivningen både på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. For medlemmerne af SDØ vil der desuden være flere rådgivere at møde til kurser, møder og i netværksgrupper, lyder det fra Aase Holmgaard, der er koordinator for Syddansk Økologi.

Hos Patriotisk Selskab sætter man også pris på aftalen om samarbejdet:

- Vi er glade for at tilslutte os det økologiske samarbejde - og samtidig hente endnu mere økologisk viden ind i vores organisation til gavn for vores medarbejdere og kunder, siger adm. direktør hos Patriotisk Selskab Nils Rasmussen. 

Muligheder og udfordringer

SDØ arbejder for at skabe udviklende rådgivning, der har fokus på økologens muligheder og udfordringer.

- Det fokus, der er kommet på hjemmeavlet protein, falder fint i tråd med den store succes, vi i Syddansk Økologi havde med vores store Lupindag i 2020. SDØ vil derfor i 2021 sætte yderlig fokus på protein-dyrkning og -anvendelse, set både fra en planteavlers og husdyrproducents side, fortæller Aase Holmgaard.

Efter udvidelsen med Patriotisk Selskab har Syddansk Økologi nu også rådgivere placeret på Fyn i Odense. I forvejen havde man rådgivere i byerne Kolding, Vojens, Aabenraa, Løgumkloster, Vejle og Varde. Desuden har man et tæt samarbejde med både Seges og Landbrug & Fødevarer.

jba

 

Læs også

Ny HR-virksomhed ser dagens lys
VKST og Nybolig Landbrug indgår tæt partnerskab
VKST tilbyder gratis krisehjælp til minkavlere
Mange landmænd har en mere bæredygtig virksomhed, end de tror
En rådgivers refleksion om rådgivning
Fire rådgivningsvirksomheder vil samarbejde om konceptrådgivning