Af Ulrik Simonsen, driftsøkonomikonsulent, KHL

Vi ved det godt, men alligevel er det ofte et arbejde der nedprioriteres bevidst, eller ubevidst i dagligdagens ”trommerum” med driftsopgaver, medarbejderhåndtering, skemaer, deadlines – og alt muligt andet der skal nås.

Alt sammen vigtige opgaver der skal løses og udføres og dette hver dag året rundt i husdyrproduktionen. Sådan er det – og sådan skal det også være i en højeffektiv og konkurrencedygtig produktion.

Men det fritager og afløser ikke det nødvendige strategiarbejde for ejerlederen, snarere tværtimod så sætter det krav om retningen for virksomheden i årene frem. Så alle daglige driftsbeslutninger – trækker i den rigtige retning. Med andre ord strategiarbejdet er vigtigt og må prioriteres højt. Men det er også mere diffust end mange andre af de mere konkrete arbejdsopgaver på et landbrug.

Min erfaring er at strategiarbejde kræver vilje, motivation og vigtigst af alt tid.

Skab tid og rum til strategiarbejde

Tid til strategi kan skabes på flere måder. En meget anvendt måde er oprettelsen af gårdråd, eller et andet forum hvor virksomhedens problematikker kan løftes op i et større perspektiv.

Nogle gårdråd formår det, mens andre bliver mere en slags udvidet driftsrådgivning. Det afhænger af gårdrådets formål & ikke mindst person- og kompetencesammensætningen.

Fordelen ved et gårdråd i forhold til at skabe ”tid til strategi” opstår når virksomheden formår at samle op og gøre strategiske tanker i forbindelse med møder.

Andre metoder til at skabe ”tid til strategi” kan være at have 1. til 2. årlige møder med en sparringspartner/ kollegalandmand, der kan hjælpe med sparring, og som kan stille udfordrende spørgsmål om fremtiden og nutiden. Spørgsmål er vigtige for at skabe et billede af retningen for virksomheden & familien.

- Fremtiden Hvor vil du/ virksomheden gerne være om 5 år.

- Hvor er virksomheden i dag?

- Hvad skal løses i de kommende år?

- Hvad starter du med?

Ledelse & vilje til strategiarbejdet

Strategiarbejde er vigtig – men også en svært tilgængelig disciplin. Der er altid mange overvejelser og spørgsmål i arbejdet og oftest ingen konkrete svar, men kun billeder og forventninger til fremtiden.

Så oftest er det lettere ”at lade være”. Men der er ingen vej udenom, hvis du vil drive en virksomhed, med retning både over for samarbejdspartnere, medarbejdere og ikke mindst dig selv og din familie.

Så det afgørende fundament for at starte et værdiskabende strategiarbejde er at skabe ”tid til strategi” igennem ledelse og vilje til forandring.