Klar med ESG-rådgivere

Tidligere på året nedsatte Djursland Landboforening en tværfaglig arbejdsgruppe, som siden har arbejdet med de nye krav til ESG-ledelsesrapport. Nu kan landboforeningen snart mønstre to nyuddannede ESG-rådgivere.

Det er økonomikonsulent Frank Rasmussen og driftsøkonomikonsulent Erik Bendix Jensen fra Djursland Landboforening, som snart kan kalde sig ESG-rådgivere.

- Vi har valgt at sende to konsulenter afsted på et målrettet og praksisorienteret uddannelsesforløb med fuld fokus på klima- og bæredygtighed i landbruget. På den måde kan vi sikre den optimale og bedst mulige rådgivning til vores medlemmer, forklarer Carsten Sørensen, afdelingsleder i driftsøkonomi i Djursland Landboforening, som også er en del af den tværfaglige arbejdsgruppe i Djursland Landboforening, der arbejder med de nye krav til ESG-ledelsesrapport.

Frank Rasmussen og Erik Bendix Jensens kommende forløb strækker sig over tre måneder med både fysisk og online fremmøde. De kompetencer, som de får på kurset, vil løbende blive kombineret med praktisk træning, da de sideløbende skal gennemføre et rådgivningsforløb hos en landmand.

Forløbet afsluttes med en eksamen, hvor holdet inddeles i tværfaglige grupper. Grupperne har et døgn til at udarbejde en klima-handlingsplan og en ESG-rapport for en landbrugskunde, og derefter skal den præsenteres for et panel, der består af fagrelevante interessenter fra branchen.

En virksomheds bæredygtighedsaftryk skal fremover kunne dokumenteres – det gælder også for danske landbrugsbedrifter, som kan forvente at skulle afrapportere for hele ESG-området og hermed udarbejde en ESG-ledelsesrapport allerede i årsrapporten for 2022.

 

Læs også