Efter dialog med landbruget har Landbrugsstyrelsen ændret i mulighederne for at søge tilsagn i flere indsatsområder på samme tid. Dette gælder for nye stalde til malkekøer med og uden malkestald og for totalrenovering med og uden malkestald
Det er ikke længere muligt at søge tilskud til at bygge en ny stald til malkekøer med malkestald, samtidig med at man søger til en ny stald til malkekøer uden malkestald. Det meddeler Landbrugsstyrelsen torsdag.
- Vi laver denne ændring for at undgå, at der søges tilsagn, som i sidste ende ikke bruges. Når et tilsagn ikke bliver brugt, kommer pengene ikke ud til erhvervet, hvor de gør gavn, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.
- Vi har lavet opstramningen efter gode input fra erhvervet. Med ændringen begrænser vi antallet af annullerede tilsagn, og forhåbentlig kan vi på denne måde få flere penge ud til flere landmænd, hedder det videre.
Den nye kvægstaldordning åbner den 16. august i år. Der er afsat 110 millioner kroner til støtteordningen.