Lærlinge sendes til Australien for en unik uddannelsesoplevelse

CNH og HEG i Aars har indgået et nyt samarbejde, der sender danske lærlinge fra både Case IH- og New Holland-forhandlernetværket til Australien.

Ved at tilbyde lærlingene en international oplevelse og praktisk erfaring på en ny arbejdsplads, håber CNH at tiltrække flere unge til faget og samtidig styrke deres kompetencer med et globalt perspektiv. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen

Et udvekslingsprogram som CNH står bag, sender unge lærlinge til Australien i samarbejde med HEG i Aars.

Her får de unge en enestående mulighed for at udvikle deres faglige kompetencer og arbejde med røde og blå maskiner i et land på den anden side af jorden.

Skal imødekomme mangel på faglærte

Programmet er et strategisk led i CNH’s indsats for at tackle manglen på faglærte mekanikere i landbrugs- og maskinbranchen. Ved at tilbyde lærlingene en international oplevelse og praktisk erfaring på en ny arbejdsplads, håber CNH at tiltrække flere unge til faget og samtidig styrke deres kompetencer med et globalt perspektiv.

- Det er en unik mulighed for de unge lærlinge, der både får styrket deres faglige færdigheder og får indsigt i en ny kultur. Vi er overbeviste om, at denne udveksling vil bidrage til deres professionelle udvikling og samtidig tiltrække flere unge til branchen, siger Claus Hansen, som er ansvarlig for CNH’s tekniske service team i Danmark.

Unik mulighed

Også på HEG er man glade for muligheden.

- CNH’s tiltag med at give elever mulighed for praktik i udlandet, stemmer godt overens med HEG’s strategi om øget internationalisering, hvorfor at vi støtter op om det gode initiativ, og følger med i de unge menneskers praktik, fortæller uddannelseschef Aksel Gaardsted Christiansen.

Oplevelse med betydning

De første ni lærlinge fra både Case IH og New Holland tog allerede afsted i efteråret 2023 til Australien og det forventes, at næste hold af lærlinge drager sydpå i løbet af foråret.

Interessen har allerede været stor blandt de unge.

Programmet giver dem værdifulde erfaringer og udsigt til en oplevelse, der kan få stor betydning for deres fremtidige karrierer, lyder det i en pressemeddelelse.

Læs også