Opkvalificering af Lundbæk Agrarøkonom

Agrarøkonomuddannelsen på Nordjyllands Landbrugsskole er blevet opkvalificeret. Eleverne klædes nu endnu bedre på til fremtidens landbrug og sikrer sig samtidig direkte adgang til HD 2. del.

Landbrug & Fødevarer har en målsætning om at hæve kompetenceniveauet med 25 procent i 2025. På Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, har den ordinære Agrarøkonom derfor fået en opkvalificering, således at uddannelsens kompetenceniveau nu er hævet til akademiniveau.

- Lundbæk Agrarøkonom er bygget op omkring fem kernekompetencer: Strategisk beslutningstager, Økonomisk håndværker, Bæredygtig verdensborger, Stærk leder og Skarp kommunikator. Hvor vi via akademifagene, Lederens forretningsforståelse, Projektledelse, Erhvervsøkonomi, Organisation og arbejdspsykologi, samt Ledelse i praksis, hæver det samlede kompetenceniveau for de centrale dele af agrarøkonomfagene. Derudover supplerer vi med Erhvervsret fra Aalborg Universitet, således at eleverne får direkte adgang til HD 2. del, forklarer Søren Mørch Boelsmand, som er koordinator for Lundbæk Agrarøkonom.

Lær i verden

Måden hvorpå Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, sikrer at uddannelsen hæves til et akademiniveau, både fagligt og kompetencemæssigt, er ved at arbejde ud fra et LIV-koncept – der står for at Lære I Verden.

LIV-konceptet skal sikre, at eleverne, udover en faglig værktøjskasse, også lærer hvordan de omsætter teorien og værktøjerne til reelle kompetencer.

- Ud fra den udvikling der sker i erhvervet – det bliver mere og mere komplicerede ejendomme – uanset størrelse. Det er den omverden eleverne kommer til at bevæge sig i og her er det vigtigt at de klædes solidt på, med et højt teoretisk fagligt niveau men også at de opnår nogle reelle kompetencer når de er færdiguddannet. Vi giver eleverne en værktøjskasse med teori, men med LIV-konceptet sikrer vi også at eleverne lærer at bruge deres værktøjskasse undervejs i uddannelsen. Vi tager ud og øver os og det er derfor vi har to-dages projekter hvor de forskellige værktøjer kommer i brug, siger Søren Mørch Boelsmand.

Teori i praksis

Undervejs i uddannelsen er der indlagt flere forløb med syv Two-day projekter hvor eleverne får mulighed for at øve sig i den tillærte teori. Disse Two-day projekter tager afsæt i besøg på en ejendom, hvor der over de næste to dage skal løses en ledelsesmæssig problemstilling.

Derudover er der også indlagt et 14 dages ledelsespraktik-forløb i Letland/Litauen, hvor de ledelsesmæssige værktøjer bliver trænet og anvendt i praksis. Hvor den samlede gruppe elever besøger en ejendom, og tilsvarende skal arbejde med en konkret ledelsesmæssig udfordring.

Solidt fundament

Strategi- og virksomhedskonsulent hos LandboNord Niels Reinhard Jensen er positiv overfor, at de nye elever bliver klædt uddannelsesmæssigt rigtig godt på.

- Uddannelsen til Agrarøkonom går målrettet efter økonomi og ledelse. Vi kan se, at de unge landmænd, der kommer fremad i livet både fagligt og økonomisk, er dem der har overblik. De har blikket til at træde et skridt tilbage og hæve sig over de daglige gøremål og se ud over bedriftens grænser. De er på forkant med opgaverne, de er strukturerede og planlægning og opfølgning er en fast bestanddel af beslutningerne. De landmænd, der gør forskellen, er dem der har overblik. Overblik over økonomi, finansiering og investeringer. Evnen til at tage beslutninger, også de svære beslutninger. Tiltrække og fastholde medarbejdere, og ikke mindst motivere medarbejdere. De er ledere, siger Niels Reinhard Jensen.

Agrarøkonomuddannelsen varer 40 uger og det næste hold elever starter til februar. Elever, som efter endt uddannelse får titlen Lundbæk Agrarøkonom og bliver fremtidens Strategic Agro-economy Leaders.

- Vi giver eleverne en værktøjskasse med teori, men med LIV-konceptet sikrer vi også at eleverne lærer at bruge deres værktøjskasse undervejs i uddannelsen. Vi tager ud og øver os.

Søren Mørch Boelsmand, koordinator for Lundbæk Agrarøkonom.

Læs også