Der er observeret ædelgranbladlus

I milde egne er der observeret ret markante angreb af stammelus i den seneste tid. Det oplyser Skovdyrkerne.

Brun ædelgranbladlus – der nok bedst kendes som »stammelus« – kan forvolde betydende skader i nordmannsgran-juletræer. Et luseskadet træ kan kun meget vanskeligt, hvis overhovedet, sælges til eksport.

Det oplyser Skovdyrkerne i en meddelelse, hvor de derfor opfordrer til, at juletræsdyrkeren er ekstra opmærksom i den næste tid, da stammelusene er tidligt på færde i år.

Tegn på angreb

Et igangværende angreb erkendes ved, at lusene sidder i store klumper højt på stammen. Tidligere angrebne træer viser sig ved at være sorte på stamme og topskud. Sortfarvningen skyldes sodskimmelsvampe i lusenes honningdug.

Skovdyrkerne gør endvidere opmærksom på, at lusene også kan sidde dybt i træet nu.

Er der blot få angrebne træer, vil det ikke være nødvendigt med behandling, da forskellige rovinsekter typisk vil spise lusene.

Mere markante angreb kræver dog handling. Enten på enkelttræer eller i de områder af kulturen hvor der er angreb.

Læs mere om skadevolderen på skovdyrkernes hjemmeside, hvor der også opfordres til at man kontakter en skovfoged, hvis spørgsmål i øvrigt trænger sig på.

Læs også