Grundvandsskove ved Svendborg er nu en realitet
Naturstyrelsen planlægger at etablere to skove på henholdsvis 33 hektar og 81 hektar nær Svendborg. 11 lodsejere har del i projektet.

I forlængelse af kendelsesmødet skåler Svendborg Kommune, Vand og Affald og Naturstyrelsen for de nye skove i postevand. I baggrunden ses en del af den kommende skov, hvor der planlægges nye indvindingsboringer. På fotoet ses (fra venstre) formand for Teknik og Miljøudvalget Jesper Kiel, bestyrelsesformand for Vand og Affald Karl Magnus Bidstrup og skovrider Jakob Harrekilde Jensen, Naturstyrelsen.
Svendborg Vand og Affald, Svendborg Kommune og Naturstyrelsen indledte for fire år siden et samarbejde om at beskytte nye og kommende vandindvindingsboringer til Skovmølleværket og etablere en offentlig, bynær og rekreativ skov.
I januar 2021 blev der igangsat en jordfordeling med det formål at erhverve jord til skovrejsning og sikre en bedre arrondering af landbrugsejendomme i området. Nu – cirka toethalvt år efter, er jordfordelingen afsluttet. Resultatet er, at Naturstyrelsen fra 1. maj har overtaget i alt 92 hektar jord og dermed samlet har erhvervet 114 hektar jord til skovrejsning. I det nordlige projektområde etableres en skov på 33 hektar i tilknytning til det område, hvor Vand og Affald arbejder på at etablere nye indvindingsboringer. I det sydlige projektområde etableres en skov på 81 hektar.
- Vi er meget glade for, at vi nu er kommet i mål med jordfordelingen med en erhvervelse på hele 114 hektar, hvor arealerne tilmed er samlet i to sammenhængende områder. Vi er kommet rigtig godt i gang. Det gør, at vi også i fremtid kan tilbyde borgerne i Svendborg og andre besøgende gode oplevelser og muligheder for friluftsliv, siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen, Naturstyrelsen.
Tak til landmænd
Karl Magnus Bidstrup, der er bestyrelsesformand for Vand og Affald glæder sig over, at Vand og Affald med projektet kan være med til at sikre rent grundvand til kommende generationer. De erhvervede 114 hektar er de første og meget væsentlige skridt for at beskytte grundvandet.
Jesper Kiel, der er formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg glæder sig også over resultatet og vil gerne komme med en stor tak til de landmænd, der har været involveret og gjort det muligt.
- Det er positivt, at skovrejsningsprojektet allerede nu kan skabe sammenhængende skove af en anseelig størrelse til gavn for nuværende og fremtidige borgere i Svendborg – her vil der både skabes mangfoldigt liv og samtidig passes på vores vandressourcer i undergrunden, siger Jesper Kiel.
Samfundsinteresser
Det er Landbrugsstyrelsens Jordfordelingskontor, som har stået for Jordfordelingen. Jordfordelingen er gennemført som en såkaldt multifunktionel jordfordeling (MUFJO). Formålet med de multifunktionelle jordfordelinger er at fremme en række nationale forpligtigelser i forhold til EU, for eksempel at sikre rent drikkevand, reduktion af drivhusgasser og at fremme nationale interesser, for eksempel skovrejsning og arrondering af landbrugsjord.
Skovrejsningen ved Svendborg er multifunktionel fordi den ud over at bidrage med grundvandsbeskyttelse, skovrejsning og friluftsliv også vil bidrage med binding af CO2 i skoven, reducere udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet og natur og på sigt skabe mere biodiversitet. Jordfordelingen har også resulteret i væsentlige forbedringer i placeringen af landbrugsjord i forhold til de enkelte ejendomme (arrondering).
- Jordfordelingen ved Svendborg er et godt eksempel på, hvordan en jordfordeling gennem individuelle løsninger for de deltagende lodsejere kan understøtte flere vigtige samfundsinteresser på én gang. Og det, at jordfordelingen har kunnet understøtte flere formål har været afgørende for, at det er lykkedes at erhverve jord til skovrejsningen ved Svendborg. Der har i alt deltaget 11 private lodsejere i jordfordelingen og der er samlet byttet 436 hektar jord, fortæller planlægger Kai Henriksen, Landbrugsstyrelsen.
Skov fra 2026
Efter sommerferien går Naturstyrelsen i gang med forundersøgelser i området. Herefter skal der udarbejdes konkrete planer for de enkelte skove. I forbindelse med planlægningen vil borgere og naboer bliver inviteret til at komme med forslag til planerne på borgermøder. Derefter skal der indhentes myndighedstilladelser og anlægsopgaverne skal bydes ud. Der vil derfor gå nogle år, inden de første træer bliver plantet. En del af erhvervelserne er betinget af, at sælgerne har dyrkningsret i en årrække, blandt andet i forhold til afvikling af juletræskulturer. Som det ser ud nu, vil skovene blive anlagt i perioden 2026 – 2029.