Agronom Christina Bøje fra Agricenter Denmark, Nordic Sugar, giver gode råd om den første ukrudtsbehandling i sukkerroerne.

- Aktivstoffet clomazon må kun bruges før fremspiring af roerne, og det er derfor første behandling, der skal overvejes. Har man ukrudtsarter, hvor clomazon kan øge effekten, er timingen meget vigtig, forklarer hun.

- Ved en hurtig fremspiring er det derfor vigtigt at prioritere den sprøjtning, fremfor at så hele arealet færdigt, og dermed risikere det bliver for sent, lyder det videre fra Christina Bøje.

Clomazon-midlerne har god virkning på hundepersille, burresnerre, natskygge og liden nælde og virker som effektforstærker på flere andre ukrudtsarter som blandt andet snerlepilurt og spildraps. Er disse ukrudtsarter et problem, er det ifølge Christina Bøje værd at overveje at anvende clomazon.

Risiko for skade

- Der kan være risiko for skade på roerne, især ved vådt og køligt vejr, og på sandede jorder fremfor lerede. Ligeledes kan svækkede roeplanter, for eksempel på grund af sygdomme eller ved dyb såning, blive negativt påvirket af midlet. Roernes vækst bliver sat lidt tilbage, men det er sjældent, der opleves en egentlig udbyttenedgang, fortæller hun. 

Hvor der er anvendt clomazon ses ofte en forstærket ukrudtseffekt af de efterfølgende »normale« ukrudtssprøjtninger. Derfor er anvendelse af clomazon aktuel ved højt ukrudtstryk af vanskeligt bekæmpelige arter som for eksempel spildraps og vejpileurt, og i marker med hundepersille anses anvendelse af clomazon for en nødvendighed.

Midlerne Command, Centium, Kalif og Reactor indeholder alle 360 gram clomazon pr. liter.

- Anbefalet dosering er 0,1 til 0,12 liter pr. hektar (ved stor bestand af hundepersille 0,15 liter pr. hektar). På lettere jorde virker midlerne kraftigere på både roer og ukrudt, og doseringen skal derfor reduceres til omkring 50-70 procent i forhold til på lerjord, oplyser Christina Bøje.

Planter