Har lukket for kontrakttegning 2020

Efter at have fået tegnet kontrakt på de sidste 2.000 hektar, som Nordic Sugar manglede, for at næste års kampagne med indvejede roer går op, er der nu lukket for yderligere kontrakttegning.

- Vi har nu lukket for kontrakttegning til 2020-kampagnen, efter at vi har fået de sidste 2.000 hektar ind, og lidt til, og som vi syntes, at vi manglede. Samtidig vil jeg gerne udtrykke, at vi er meget tilfredse med den opbakning til fabrikkerne, som tegningen har vist.

Sådan lyder det fra chefkonsulent Bo J. M. Secher fra Agricentret i Nykøbing F.

Med yderligere 2.000 hektar indtegnede roer går det store puslespil med at få det forventede og ønskede antal hektar med roer til fabrikkerne i Nykøbing F. og Nakskov op.

Selvom roer af mange betegnes som gode i sædskiftet og stadig har en rimelig afregningspris, så har flere dyrkere i år, i modsætning til tidligere år, været lidt mere tilbageholdende med at tegne sig til det følgende års kampagne.

Særligt tegningen i 2019 var præget af en stærk konkurrence fra meget høje priser på alternative afgrøder, hvilket medførte, at roearealet i 2019 har været forholdsvist lille. Med den ekstrategning, som nu er sket i sidste omgang, er det samlede volumen ved at være tilbage på sporet og de mængder, man kender fra tidligere år.

Fine udbytter af økoroer

Om årets høst af økoroer siger Bo J. M. Secher, at økologikampagnen blev afsluttet i løbet af de første dage, og at den er gået over al forventning:

- Vores dyrkere har været meget engagerede, og 2019 slutter med nogle meget fine udbytter. Ligeledes er oparbejdningen på fabrikken forløbet meget tilfredsstillende. Med faldende priser på andre afgrøder er de økologiske roer en meget konkurrencedygtig afgrøde.

henrik@landbrugoest.dk
tlf. 61 20 67 42

Læs også