Årets sukkerkampagne starter i Nordzucker-koncernen den 12. september. Den ekstreme tørke medfører en senere kampagnestart på fabrikkerne og betyder, at der forventes store regionale høstforskelle. Alt i alt regner Nordzucker med et høstudbytte under gennemsnittet. Kampagnen slutter i januar 2019. 

De første sukkerroer vil blive oparbejdet på fabrikkerne i Chełmża (Polen) og Trenčianska Teplá (Slovakiet) fra den 12. september. Fabrikkerne i de andre lande starter deres sukkerproduktion i de efterfølgende dage. Den 9. oktober vil alle koncernens fabrikker være i gang. Dermed starter Nordzucker kampagnen en uge senere i år som en reaktion på den ekstreme tørke, der har hersket i de fleste dyrkningsregioner gennem sommermånederne. En tyksaftkampagne begyndte dog på fabrikken i Nordstemmen allerede den 28. august. 

Efter en lidt forsinket udsåning kom der fart i roerne i det varme vejr, og det lille vækstefterslæb blev indhentet. Men mange steder udeblev nedbøren stort set gennem sommeren. Særligt ramt var dele af dyrkningsregionerne i Danmark, Sverige og Polen samt i Tyskland. Til gengæld udviklede sukkerroerne sig tilfredsstillende i Slovakiet og Litauen takket være gunstige betingelser med rigelig nedbør. Prøveopgravninger i alle lande har indtil videre påvist meget store regionale forskelle i forhold til det høstudbytte, der kan forventes. Det gør det betydeligt vanskeligere at opstille prognoser. 

- Vi regner alt i alt med et høstudbytte under gennemsnittet. Den enorme tørke har været en stor udfordring for landbruget. Det ser man ved høstresultaterne for korn og raps mange steder. Vi har reageret på den udfordrende situation og starter kampagnen cirka en uge senere. I Tyskland, Sverige, Danmark og Finland har vi desuden forudbetalt en del af roepengene til dyrkerne for at hjælpe dem i en ekstraordinær situation med anstrengt likviditet, siger Nordzuckers direktør Lars Gorissen.

Det nuværende sukkeroverskud i EU og på verdensmarkedet har ifølge direktøren ført til et massivt prisfald på sukker.

- Konkurrenceforvridninger i EU på grund af direkte betalinger og subventioner i de store produktionslande presser priserne yderligere. Ikke desto mindre er roen fortsat en vigtig afgrøde for dyrkerne og i sædskiftet. Selv under de nuværende betingelser bidrager den fortsat til landmændenes driftsøkonomi og har yderligere udbyttepotentiale, siger Lars Gorissen. 

Kampagnen slutter i januar
Også i år vil økologiske roer blive forarbejdet til økologisk sukker. Nordzucker har udvidet sine arealer til økologisk dyrkning og indgået kontrakter om yderligere arealer i Tyskland, Danmark, Sverige og Litauen. Produktionen af økologisk sukker foregår på fabrikkerne i Schladen, Kedainiai og Nykøbing. 

- Vi er opmærksomme på situationen i roemarkerne, og det har også haft afgørende betydning, da vi fastlagde kampagnestarten for vores fabrikker i koncernen. For at give sukkerroerne lidt mere tid til at vokse har vi derfor udskudt kampagnens start på vores fabrikker i Nakskov og Nykøbing, siger Nordic Sugar A/S’ adm. direktør, Jesper Thomassen, og fortsætter: 

- Vi har skubbet starttidspunktet så langt, som det er muligt, hvis vi også skal kunne garantere leverancerne til vores kunder. Vi håber på roedyrkernes forståelse og ser nu frem til – sammen med dyrkerne – at sikre det kommende års sukkerleverancer til vores kunder.” 
Overordnet set mener Axel Aumüller, Chief Operating Officer, at fabrikkerne i alle lande er godt forberedt.

- Vi har investeret i udbygning af lager- og logistikanlæg og i energieffektivitet og kundeservice. Vores fabrikkers kapacitet vil også have høj prioritet fremover, og vi vil fortsætte med at investere bæredygtigt, men samtidig også fleksibelt i forhold til markedssituationen. 

Kampagneafslutning kommer til at ligge i januar.

 

Planter