- Det vigtigste er sympati, empati, medfølelse og en vis portion humor overfor sine medarbejdere. Sådan lyder det fra en driftsleder, der glæder sig over, at der med en flok engagerede unge mennesker kan præsteres topresultater i soholdet – også selvom de fleste først blev introduceret for en gris, den dag de trådte ind på staldgangen på Stovgaard.
- Vi har en fest, hver gang vi er på arbejde.
Kalle, der er den ene af de to skoledrenge, der flere gange om ugen hjælper til i soholdet hos Landbruget Stovgaard ved Sønderborg sætter ord på det indtryk, man som gæst også får, allerede når man træder ind i frokoststuen.
Her er det et ungt team, der sammen med driftsleder Lizette Pilegaard, udgør det stærke hold, der med en flad struktur formår at løfte opgaverne i fællesskab og med en høj grad af arbejdsglæde og motivation.