Blæs i kornet til frosten kommer

Husk at belufte kornet helst indtil frosten sætter ind, opfordrer rådgiver. Arkivfoto
Den sidste del af høsten blev varm og fugtig, og dermed er der stor risiko for, at der kan udvikles svampe og toksiner i foderet.
- Derfor skal du huske at få tørret og beluftet kornet, hvis det er i planlager eller amerikanersilo.
Sådan lyder det fra rådgiver Peter Mark Nielsen fra Velas i det seneste nyhedsbrev Trynekontakten.
Han minder om, at kornet først er lagerfast, når det er på 15 procent vand og temperaturen under 10 grader.
- Der findes forskellige mere eller mindre automatiske systemer, der måler fugt og temperatur i kornet. De er overkommelige i pris, og kvaliteten er også ok, påpeger han.
Endelig nævner han en helt lavpraktisk metode, man også kan bruge:
- Er du ikke til de tekniske løsninger, så gå en tur i kornet med bare fødder, så kan du mærke, om du synker ned i kornet, og samtidig kan du mærke, om kornet er varmt.
- Men indtil vi får frostvejr, skal du fortsætte med at blæse i kornet og holde øje med temperaturen.