Fødevareministeren vil sænke grænsen for brug af antibiotika til grise markant
Fremover skal besætningsejere med slagtegrise og fravænningsgrise bruge markant mindre antibiotika til deres dyr. Som opfølgning på Fødevare- og Veterinæraftalen vil fødevareministeren nemlig sænke grænseværdien for antibiotikaforbrug med 20 procent.

Arkivfoto
Med en ny bekendtgørelse, som træder i kraft fra årsskiftet, bliver grænseværdien i den såkaldte »Gult kort«-ordning sænket med 20 procent.
Det skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Baggrunden er, at forbruget skal sænkes yderligere for at kompensere for en stigning i de seneste år for at overholde målet i Fødevare- og Veterinæraftalen fra 2024.
- Forbruget af antibiotika til grise er de seneste år steget en smule – især efter udfasningen af medicinsk zink til fravænningsgrise. Derfor blev partierne bag Fødevare- og Veterinæraftalen fra 2024 enige om, at forbruget af antibiotika skal nedbringes med i alt 8 procent frem mod 2027, lyder det i pressemeddelelsen.
Minister: Vi har set en stigning
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
- Antibiotika er et vigtigt redskab til behandling af syge grise, men det skal bruges med omtanke. Når vi kan se en stigning i forbruget, så har vi et ansvar for at handle for at beskytte både dyrenes sundhed og folkesundheden generelt. Derfor sænker vi nu grænseværdien for antibiotikaforbrug markant, så vi kan holde fast i ambitionen om at reducere forbruget og bremse udviklingen af antibiotikaresistens – til gavn for både mennesker og dyr.
- Danmark er et af de førende lande i verden, når det kommer til at mindske brug af antibiotika, og den førerposition vil vi med dette tiltag holde fast i, tilføjer ministeren.










































