En afgrænsning af pattegrisenes bevægelsesareal kunne ikke reducere pattegrisedødeligheden i farestier til løsgående diegivende søer. Det viser en ny afprøvning udført af Seges Svineproduktion.
Seges Svineproduktion har som målsætning, at flere søer skal være løsgående i farestien. En af de største udfordringer er, at der i stier til løsgående diegivende søer er højere pattegrisedødelighed sammenlignet med opstaldning i kassestier.
Der er således brug for tiltag, der sikrer en produktionssikker sti med høj velfærd for pattegrisene.
I en afprøvning udført af Seges Svineproduktion, Den rullende Afprøvning, var formålet derfor at undersøge, om det at afgrænse pattegrisenes rådighedsareal i farestien kunne øge overlevelsen.
Hypotesen var, at pattegriseoverlevelsen kunne øges, når afstandene i stien blev minimeret, og pattegrisene dermed havde lavere risiko for at »fare vild« og blive afkølet.
Fare-reder afprøvet
Til afprøvningen blev der udviklet en lav væg/afskærmning, her kaldet en fare-rede, der kunne opsættes i stier til løsgående diegivende søer.
Fare-reden var designet således, at pattegrisene havde fuld adgang til pattegrisehule, vand, gødeareal og soens yver. Fare-reden blev afprøvet i en enkelt besætning med farestier til løsgående diegivende søer med målene 240 x 240 cm og fulddrænet gulv.
Fare-reden blev brugt i to dage efter faring, og dødeligheden blev registreret frem til og med dag fire efter faring.
Konklusionen i afprøvningen var imidlertid, at det ikke var muligt at reducere pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer, når pattegrisenes areal blev afgrænset ved faring.
Læs mere om afprøvningen i meddelelse nummer 1218 via Svineproduktion.dk.