For at sætte fokus på ansvarlig brug af antibiotika har Fødevarestyrelsen netop startet en kontrolkampagne, der løber fra slutningen af april frem til november 2021. I kampagnen gennemfører Fødevarestyrelsen kontrol i 100 besætninger med smågrise samt hos 80 tilknyttede besætningsdyrlæger.

Ifølge Seges Svineproduktion har Fødevarestyrelsen ved kontrolbesøgene blandt andet stort fokus på, om producenterne følger dyrlægens anvisninger, om der er korrekt registrering af lægemidler til flokbehandling – det vil sige antibiotika ordineret til vand- eller fodermedicinering til en gruppe af dyr. Derudover også om besætningsejer er bekendt med og efterlever handlingsplaner til nedbringelse af flokbehandling på besætningsspecifikt niveau samt på brugen af flokbehandlingen ved indsættelse og ved afgang fra smågrisestalden.

Desuden sættes der fokus på, om besætningsejer kan dokumentere, at der ved salg/overdragelse af antibiotikabehandlede smågrise er givet information om tilbageholdelsestid til køber.

Tilbageholdelsestiden skal oplyses

I forhold til tidligere er der ved denne kampagnekontrol fokus på tilbageholdelsestid for overdragelse af antibiotikabehandlede smågrise.

Her opfordrer Seges Svineproduktion besætningsejere til at være opmærksom på, at man som sælger af smågrise, der er blevet behandlet med medicin, skal oplyse køber/modtager om, at dyrene er omfattet af en tilbageholdelsestid samt hvornår, tilbageholdelsen som minimum udløber.

Formålet er at sikre, at dyr ikke sendes til slagtning, inden tilbageholdelsestiden er udløbet.

Oplysning om tilbageholdelsestiden

Ifølge Seges Svineproduktion, er der ikke nogen krav om, hvordan tilbageholdelsestidspunktet skal oplyses, når antibiotikabehandlede smågrise overdrages. Det kan for eksempel angives som en standardoplysning i en faktura eller i en kontrakt. Oplysningerne kan for eksempel overleveres ved:

● At en kopi eller et foto af dyrlægens anvisning samt den besætningsansvarliges optegnelser sendes via e-mail til køber/modtager af dyrene

eller

● At oplysning om, at dyret/dyrene er omfattet af en tilbageholdelsestid samt dato for udløb skrives ind som oplysning i kontrakten eller på fakturaen for købet

Det er tilladt for landmanden at oplyse en tilbageholdelsestid for dyrene, som er længere end den tilbageholdelsestid, der er fastsat af dyrlægen.

Eksempel på standardformulering:

»Sælger gør køber opmærksom på, at grisene omfattet af denne kontrakt eller faktura kan være behandlet med receptpligtig medicin med tilbageholdelsestid, og at grisene derfor af hensyn til fødevaresikkerhed er underlagt en tilbageholdelsestid på minimum 60 dage fra salgsdatoen.«

Kilde: Svineproduktion.dk