Økologisk temadag sætter fokus på den robuste gris i robuste systemer
Økologisk svineproduktion er i fokus, når Center for Frilandsdyr og Aarhus Universitet holder temadag om robuste grise i projektet Power.

Center for Frilandsdyr inviterer sammen med Aarhus Universitet til temadag om økologisk griseproduktion under titlen »Robuste grise i robuste produktionssystemer«. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Center for Frilandsdyr inviterer sammen med Aarhus Universitet til temadag om økologisk griseproduktion under titlen »Robuste grise i robuste produktionssystemer«.
Det sker mandag den 25. oktober hos Danish Crown i Randers.
Indholdet på dagen tager udgangspunkt i resultater fra et projekt, som Center for Frilandsdyr og Aarhus Universitet har arbejdet med de sidste tre år sammen med institutioner fra Tyskland, Sverige, Italien, Østrig, Frankrig, Schweiz og Holland. Projektets mål er at bidrage til udviklingen af robuste og konkurrencedygtige økologiske produktionssystemer til grise på tværs af EU med fokus på klimaaftryk og dyrevelfærd.
- Økologisk griseproduktion i Danmark er langt i udviklingen sammenlignet med produktioner i de andre EU-lande, men vi kan stadig inspireres, lære og udvikle produktionen yderligere, siger Rikke Thomsen, der er projektleder ved Center for Frilandsdyr i en meddelelse på Frilands hjemmeside.
Et bredt program
Temadagen byder på et bredt program. Der vil være både være indlæg om fodring af pattegrise, forlænget fravænning og laktationsbrunst. Desuden er der emner som: tiltag på udearealer, EU-lovgivning, præsentation af »best practice« og nye »innovative« produktionssystemer samt systemernes klimaaftryk og robusthed.
Arrangørerne oplyser, at det er gratis at deltage, men at der er begrænsede pladser, hvorfor tilmelding er nødvendig til Rikke Thomsen fra Center for Frilandsdyr på rikth@frilandsdyr.dk senest 15. oktober.