So-seminar: Hent fif til fintuning af soholdet
Avlsmæssig fintuning af den højproduktive so, forberedelse af soen til faring via foder og håndtering af PRRS i so-holdet. Det er nogle af de emner, der bliver stillet skarpt på, når de nyeste forskningsresultater præsenteres ved årets So-seminar.

Seges Innovation og Landbrug & Fødevarer Gris præsenterer de nyeste forskningsresultater, når de igen er klar til at afholde et fysisk So-seminar den 22. marts. Arkivfoto
I år kan Seges Innovation og Landbrug & Fødevarer Gris igen åbne dørene for et fysisk so-seminar, og denne gang løber det af stablen i Messe C i Fredericia tirsdag den 22. marts fra klokken 9-16.
Ifølge arrangørerne har idéen med et so-seminar altid været at opdatere so-holdere og medarbejdere med den nyeste viden og udvikling, så vi kan løfte dyrevelfærden og økonomien.
I år er der udvalgt ni oplæg med aktuelt nyt, der kan være med til at løfte dansk griseproduktion til en førerposition.
Alle indlæg er baseret på nye erfaringer fra Seges Innovation, der som altid er indsamlet under danske forhold og ved hjælp af praktiske forsøg. Det sikrer, at der i langt de fleste tilfælde er tale om viden, der kan bruges direkte på staldgangen.
Fokus på avlsmålene
Deltagere kan blandt andet blive klogere på den avlsmæssige fintuning af den høj-produktive so, når afdelingsleder Martin Mølgaard Pedersen, Landbrug & Fødevarer, giver et indblik i avlen. De seneste år har avlen bidraget med betydelige forbedringer hos slagtegriseproducenterne – hvilket selvfølgelig fortsætter. Men i fremtiden sætter DanBred-avlsmålene også fokus på bedre overlevelse, holdbarhed hos produktionssøer og egenfravænning. Hør mere om emnet, og bliv klogere på, hvor længe der går fra revisionen af avlsmål, til effekten ses på staldgangen.
Sundhed og fodring
Af andre emner, som man kan blive klogere på ved so-seminaret, kan nævnes: »PRRS-håndtering i so-holdet« – v/ chefkonsulent Nicolai Rosager Weber, Landbrug & Fødevarer Gris, »Giv grisen en god start på livet« – v/ chefforsker Flemming Thorup, chefkonsulent Dorthe Poulsgård Frandsen og chefforsker Lisbeth Ulrich, Seges Innovation, samt »Søerne længe leve« – v/ chefforsker Lisbeth Ulrich Hansen, Seges Innovation.
På foderområdet er der indlæg som: »Sådan fodrer du den drægtige so, så den performer både under og efter faring« – v/ seniorkonsulent Camilla Kaae Højgaard, Seges Innovation og »Fodringsstrategi og søernes egenfravænning« – v/ chefkonsulent Thomas Sønderby Bruun, Seges Innovation.
Desuden er der inspiration direkte fra staldgangen med indlægget: »Sådan opnår jeg en høj egenfravænning, uden at pattegrisedødeligheden bliver for høj« – v/ griseproducent Lene Tærsker Madsen, Hasbjerggaard.
Det er allerede muligt at tilmelde sig arrangementet nu på www.soseminar.dk.