Svinenoteringen holder sig i ro

Det europæiske marked for fersk grisekød står stadig i vadestedet, oplyser Danish Crown.

Det europæiske marked for fersk grisekød står stadig i vadestedet. Der mangler impulser, som kan flytte priserne yderligere op.

Det fremgår af Danish Crowns ugentlige markedsnotering. Således holder svinenoteringen også det nuværende niveau på 11,10 kroner.

- Den tårnhøje inflation skaber usikkerhed over alt. Forbrugerne er afventende, og det forplanter sig til detailhandlen og forarbejdningsindustrien, hvor alle lige nu opererer med en meget kort horisont. På den positive side er antallet af grise i Europa relativt lavt. Derfor skal der ikke skal ske ret meget i markedet, før det flytter sig, siger Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.

Efterspørgslen på skinker er stigende, og samtidig er afsætningen af bacon, kamme og brystflæsk stabil. Salget af forender, bove og nakker kunne være bedre, og det er specielt her, priserne hurtigt kan flytte sig.

- Det vil blive meget afgørende, hvor god grillsæsonen bliver i det nordlige Europa hen over sommeren. Indtil nu har den ikke været prangende, men om det skyldes vejret eller et lavt forbrug er uklart. I vores øjne er det formentlig en kombination. Der er ingen tvivl om, at et godt sommersalg af pølser, koteletter og andre grillartikler kan flytte markedet, siger Kasper Lenbroch.

Til landene udenfor Europa er der en stabil eksport til Japan, Australien, USA og Sydkorea, mens de kinesiske indkøbere fortsat er afventende.

Slagtesituationen

Tilmeldingen til indeværende uge blev som forventet i prognosen, og med den slagtekapacitet, der har været til rådighed, betyder det, at der bliver behov for at udsætte ca. 65.000 grise til uge 21.

Den forventede tilmelding til næste uge er af samme størrelse, men grundet Kr. Himmelfartsdag torsdag er slagtekapaciteten nedsat. Alle anlæg slagter mandag til onsdag, mens der er lukket torsdag. Horsens og Bornholm slagter fredag, og det forventes dermed, at antallet af udsatte grise øges til ca. 115.000 til uge 22.

Læs også