Efterspørgsel stigende: Danish Crown hæver noteringen
Eksporten af svin går godt. Derfor hæver Danish Crown nu noteringen med 30 øre.

Foto: Colourbox
Eksporten af grisekød ud af Europa stiger i øjeblikket. Det kan især ses på udbuddet i spotmarkedet, hvor der er større efterspørgsel på de partier, der udbydes til salg fra dag til dag.
- Den modvind, der ramte markedet, da Italien blev ramt af afrikansk svinepest, ser nu endelig ud til at lægge sig. Efterspørgslen i Europa har ikke flyttet sig nævneværdigt målt på mængder, men eksporten til en bred vifte af lande udenfor Europa er løftet og stadig på vej op. Det ændrer balancen mellem udbud og efterspørgsel, men hvor meget det kan flytte priserne i markedet, er umuligt at spå her og nu, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Der er et godt marked for nakker og brystflæsk lige nu. Bove, kamme, mørbrad og bacon sælges jævnt, mens priserne på forender og skinker kun er steget en smule, fordi der lige nu er ferie i den sydlige del af Europa.
- Alle aktører i Europa arbejder med en meget kort horisont, fordi der er stor usikkerhed omkring forbruget i de kommende måneder. Vil det forblive på et lavt niveau, eller vil det stige lidt igen efter de markante prisstigninger i foråret? I Asien er der opmærksomhed på den faldende produktion af grise i Europa, så vores kunder derude vil gerne have kontrakter på plads, men vi skal på den anden side også have en attraktiv pris for vores varer, siger Mads Stougaard.
Eksporten til Japan, Australien og Sydøstasien er i øjeblikket stabil, mens de kinesiske indkøbere nu er kommet på banen, men slet ikke på samme niveau som tidligere.
Danish Crown hæver grisenoteringen med 30 øre til 11,80 kroner pr. kilo for slagtegrise og 8,10 kroner for søer.
Tysk notering steg
Den tyske slagtesvinenotering steg i onsdags med 8 cent til 1,93 euro pr. kg (14,38 kroner). Samtidig er slagtesvinenoteringerne i flere europæiske lande allerede steget i de seneste uger, oplyser Danske Svineproducenter i en kommentar, hvor producentforeningen tilføjer:
- Desuden er der en klart opadgående pristendens på grisebørsen hos den tyske producentforening ISN.