Griseregnskaber er bedre end deres rygte
Foreløbige opgørelser viser, at griseregnskaberne 2022 er markant bedre end mange har frygtet, oplyser økonomirådgiver Finn Skotte fra VKST før årsmøde for griseproducenter.

Det giver ifølge Finn Skotte meget stor værdi for griseholdet at kunne hente kornforsyning i egen markdrift, og det giver meget markant merværdi i markbrug at kunne hente gødningsstoffer i gylletanken. Foto: Jesper Hallgren
Tirsdag den 7. marts holder VKST årsmøde for griseproducenter, hvor blandt andre økonomirådgiver Finn Skotte og griseproducent Rasmus Poulsen ser nærmere på de overordnede økonomiske forudsætninger for svineproduktion i Danmark og forudsætninger for fremtidig svineproduktion på bedriftsniveau.
Der er faktisk over de seneste fem år lavet særdeles fornuftige afkast i dansk svineproduktion i henhold til de årlige Business Check Gris-opgørelser, som udgør en stor procentdel af alle danske griseregnskaber (Seges Innovation).
I henhold til database har sohold (> 750 søer) haft en gennemsnitlig afkastningsgrad på 12 procent og Top-10 en afkastningsgrad på 24 procent. Og slagtegrisehold (> 12.000 slagtegrise) har haft en gennemsnitlig afkastningsgrad på henholdsvis 14 og 29 procent.
- Der har således efter aflønning af alle indsatsfaktorer (inkl. ejeraflønning) for både sohold og slagtegrisehold været en særdeles pæn profit i forhold til en gennemsnitlig lånerente på niveau på tre procent, fortæller Finn Skotte og påpeger, at det er »good business«, når afkastningsgraden er højere end lånerenten.
- Det er også, fortsætter Finn Skotte, værd at bemærke, at »Top-10« har dobbelt så høje afkast som gennemsnittet. Det er dog værd at bemærke, at der selv på gennemsnitsniveau har der været et betydeligt nettoprovenu.
Harmoni mellem mark og stald
Griseregnskaberne 2022 er i forhold til foreløbige opgørelser tillige markant bedre end mange har frygtet.
- Indtjeningen fra griseproduktionen har i mange regnskaber dog været presset i 2022, men den totale bundlinje er blevet reddet af bidrag fra den tilhørende markdrift, forklarer Finn Skotte og tilføjer:
- 2022 har været et år, hvor en god harmoni mellem griseproduktion og markbrug har været meget afgørende for den samlede bundlinje.
Det giver ifølge Finn Skotte meget stor værdi for griseholdet at kunne hente kornforsyning i egen markdrift, og det giver meget markant merværdi i markbrug at kunne hente gødningsstoffer i gylletanken.
- 2022 har været et år, hvor en god harmoni mellem griseproduktion og markbrug har været meget afgørende for den samlede bundlinje.
Finn Skotte, økonomirådgiver i VKST
Det vil – som verden ser ud lige nu – tillige i 2023 været meget afgørende med harmoni mellem mark og stald og for soholdere om der afsættes på dansk smågrisenotering eller eksportnotering.
Tanker fra Odsherred
På årsmødet kommer griseproducent Rasmus Poulsen fra Høve i Odsherred også på banen, og han vil holde et indlæg om hans tanker vedrørende drift af den daglige virksomhed og hans overordnede tanker for udvikling af bedriften på sigt.
Rasmus Poulsen driver i dag to enheder med henholdsvis 1.400 og 900 årssøer med salg af 30 kg smågrise til eksport, og hans markbrug drives i et fællesskab med to andre virksomheder med tilsammen godt 1.000 hektar.
Som et ekstra ben i virksomheden har Rasmus Poulsen udlejningsaktivitet, og inden for de kommende år forventer han tillige at skulle ud på en grøn rejse i forhold til nye initiativer for grøn omstilling.
- Der er stadig grund til at tro på dansk svineproduktion, fastslår Rasmus Poulsen før griseproducenterne samles til årsmødet, der holdes hos VKST i Sorø.