Kampagne kårer igen slagtegrise med sunde lunger
Lungesundhed blandt slagtegrise er igen i fokus med Ceva Animal Health’s kampagne Lungvember. Kampagnen kårer i år både de sundeste lunger og den bedste fremgang blandt de deltagende besætninger.

Lungesyge kan give større udgifter til foder og nedsat trivsel. Det kan forhindres ved at undersøge grisenes lunger før og efter tiltag, hvilket er en god måde at sikre, at tiltag virker efter hensigten. Foto: Ceva
Sunde lunger er en forudsætning for god produktivitet og trivsel hos slagtegrise. Derfor vil Ceva Animal Health igen i år køre kampagnen Lungvember i løbet af november måned.
Det oplyser arrangørerne om kampagnen, der kørte første gang i november 2022, hvor 41 Mykoplasma-positive besætninger deltog.
- Man vinder meget ved at kende lungestatus for sine grise og optimere på management og vaccination, hvis det viser sig, at lungesundheden kunne være bedre. Med kampagnen Lungvember ønsker vi at forbedre lungesundheden blandt slagtegrise i samarbejde med den praktiserende dyrlæge og landmanden selv, forklarer Charlotte Sonne Kristensen, specialdyrlæge og Teknisk Marketing Manager hos Ceva Animal Health.
Lungesygdom påvirker holddriften
For at deltage i Lungvember skal slagtegrisebesætningen være Mykoplasma-positiv. Det var de 40 besætninger, der deltog i Lungvember sidste år. Ved brug af lunge-USK fik besætningerne et Mykoplasma-indeks, som mellem de deltagende besætninger varierede fra 0–5,3 med et gennemsnit på 1,74.
- Grisenes lungesundhed var meget forskellig sidste år. Generelt bør et Mykoplasma-indeks over én tilskynde tiltag, der forbedrer tilvæksten og giver en mere ensartet vækst. Dermed kan man bedre styre holddriften og heri er en gevinst, ved blandt andet lavere udgifter til foder. Mig bekendt har ingen i nyere tid regnet på den økonomiske gevinst ved sunde lunger i Danmark, så den dimension vil vi gerne inkludere i Lungvember i år, fortæller Charlotte Sonne Kristensen.
Kåring af »Bedste fremgang«
Vaccination er en måde at håndtere Mykoplasma på, hvilket 33 besætninger ud af de 40 deltagende besætninger gjorde i sidste års Lungvember. Alligevel havde knap 40 procent af de undersøgte lunger forandringer forårsaget af Mykoplasma. Hvordan de besætninger klarer sig nu, får et særligt fokus i Lungvember.
- At styre lungesundheden i en besætning kan være svært. Derfor er det særligt vigtigt at få undersøgt grisenes lunger før og efter nye management tiltag eller ved skifte af vaccine. På den måde får man indsigt i, om tiltagene har den ønskede effekt. Vi er derfor ekstra spændte på at følge besætninger, der deltog sidste år, og som har gennemført tiltag, der kan have forbedret lungesundheden, påpeger Charlotte Sonne Kristensen.
Blandt besætninger, der deltog sidste år og i år, bliver den besætning med den »Bedste fremgang« kåret, og det er et nyt initiativ i kampagnen.
Samarbejde med dyrlæger
Ifølge Ceva bakker de seks største dyrlægepraksis op om Lungvember.
- Vi er rigtig glade for den opbakning dyrlægerne igen år er klar til at give Lungvember, samt indsatsen fra slagterierne og Veterinært Laboratorium, som vil henholdsvis udtage og undersøge de mange ekstra lunger i november, slutter Charlotte Sonne Kristensen.
Ceva Animal Health betaler for lunge-USK for de første 100 besætninger, der melder sig til Lungvember. Lunge-USK’en udføres af Veterinært Laboratorium i Kjellerup og kaldes i Ceva regi »Ceva Lunge Program (CLP)«. CLP’en bestilles gennem landmandens egen dyrlæge.