Antibiotikaforbruget falder fortsat i svineproduktionen
Antibiotikaforbruget til danske grise fortsætter med at falde. I 1. kvartal 2019 er forbruget opgjort i doser pr. produceret gris fra fødsel til slagtning faldet med 5,6 procent i forhold samme periode i 2018.

Forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion falder fortsat. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Seges Svineproduktion offentliggør løbende forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion. Et forbrug, som fortsat er faldende.
Det glæder Christian Fink Hansen, som er sektordirektør i Seges Svineproduktion.
- Faldet viser, at vi har nogle dygtige og engagerede svineproducenter i Danmark, som giver den en ekstra skalle for hele tiden at sænke forbruget. Det er utrolig flot, siger han.
Udover et fald i antibiotikaforbruget er mængden af medicinsk zink også faldet. Faktisk hele 14,2 procent i 1. kvartal 2019 i forhold til samme periode sidste år.
Sådan opgøres det
For at give det mest retvisende beskrivelse af antibiotikaforbruget er det nødvendigt at tage højde for udviklingen i svineproduktionen samt hvilke typer antibiotika, der er anvendt. Det kan gøres ved at udregne hvor mange doser, der er anvendt til produktion af én gris fra fødsel til slagtning.
Dosis er defineret sådan her:
En dosis = Mængde antibiotika anvendt til behandling af et kilo gris.
Data for forbrug af antibiotika er baseret på data fra Vetstat-databasen. Fra Vetstat kan udtrækkes oplysninger om mængden af aktivt antibiotisk stof pr. milliliter eller gram produkt, samt dosis til behandling af et kilo gris. Disse data blev anvendt til at omregne forbruget til forbrug af aktivt antibiotisk stof og standarddoser.
Opgørelse over svineproduktionens størrelse er baseret på data fra Svineafgiftsfonden.
Antibiotika pr. produceret gris fra fødsel til slagtning:
Doser | Gram | Antal doser (mio.) | Tons aktivt stof | |
1. kv. 2018 | 272,8 | 2,90 | 1.818 | 19,6 |
1. kv. 2019 | 257,5 | 2,72 | 1.709 | 18,4 |
Ændring i % ift. 1. kv. 2019 | -5,6 % | -6,2 % | - 6,0 % | -6,4 % |