Allerede inden den første kotelet fra danske grise er skåret og pakket på Danish Crowns nye forædlingsfabrik i Kina, kan koncernen melde udsolgt. Win-Chain, der er en del af Alibaba Group, har sat sig på fabrikkens fulde kapacitet. 

- Det er fantastisk for Danish Crown at kunne indgå en så stor og omfattende aftale med Win-Chain og Alibaba-Group. Med et slag bliver vores produkter tilgængelige på både Win-Chains digitale platforme og i de Alibaba-ejede supermarkedskæder i hele Shanghai-regionen, siger topchef i Danish Crown, Jais Valeur.

Danish Crown har haft et tæt samarbejde med Alibaba Group, siden de to virksomheder i august 2017 underskrev en aftale om salg og markedsføring af Danish Crown produkter på den digitale platform T-Mall. Det samarbejde udvides fra sommeren 2019 med et langt bredere udbud af produkter, som alle vil blive forarbejdet og pakket på Danish Crowns fabrik i Pinghu udenfor Shanghai. 

- Vi har meget hurtigt opbygget en stor og loyal kundegruppe til Danish Crowns produkter. Vi kan se, at Danish Crown-brandet allerede i dag er et af de mest værdifulde for Alibaba-platformen. Danish Crowns integrerede produktion fra jord til bord sikrer produkter af en ensartet høj kvalitet, og det tiltaler de kinesiske forbrugere, at Danish Crown er en virksomhed med fokus på innovation og bæredygtighed. Kort sagt er det en virksomhed, vi gerne vil samarbejde med, siger Richard Wang, der er Managing Director, Fresh Meat i Win-Chain. 

Svin