Martin Merrild og Landbrug & Fødevarer fører en »klima- og strudsestrategi«, lød det i går fra formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg under debatten. Det skete, mens han kritiserede L&F Svineproduktion for at afvise at stille nok op i medierne. Kritikken ville L&F-formanden dog ikke have siddende på sig.
- Jeg er utrolig glad for alle de tilråb, som jeg får undervejs på min færden. Men den at jeg skulle repræsentere strudse-politikken med at stikke hovedet i busken, den er ny for mig. Det imponerer mig alligevel.
- Jeg har aldrig nogensinde stået for, at jeg eller vi skulle forsøge at gemme os og stikke noget under gulvtæppet eller busken, sagde Martin Merrild.
Ikke stor stigning i veganere
Selvom de fylder meget i mediebilledet for tiden, så er det fortsat et meget lavt niveau af danskerne, som helt fravælger kød og mejeriprodukter. Det fortalte Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer. Antallet af veganere i Danmark har ifølge økonomen ligget stabilt på blot 1 procent de seneste to år, og der er ingen stigning i antallet.
- De her veganere støjer meget, men der er stort set ikke nogen vækst, sagde Frank Øland.
Antallet af danskere der definerer sig selv som fleksitarer, det vil sige bevidst fravælger kød en gang imellem, er dog i stor vækst. Over to år er der her sket en fordobling. Fra 6 procent er det i dag 12 procent, som opfatter sig selv som fleksitarer.
- Vi er dog lidt usikre på det her med fleksitarer, og hvor alvorligt det er i forhold til kødefterspørgslen. Måske er det her blot et udtryk for, at der er flere, der er opmærksomme på, at de er fleksitarer, fordi de engang imellem tager en dag uden kød, sagde Frank Øland, der dog fortalte, at man holder meget øje med den gruppe, da stigningen er så markant, som den er.
Antallet af vegetarer, altså gruppen der stadig spiser mejeriprodukter og æg, udgør 3 procent af befolkningen i dag.
Palle Joest, bestyrelsesmedlem i Danish Crown, har store forhåbninger til fødevareminister Mogens Jensen.Håber Mogens Jensen bliver den næste Karen Hækkerup
Palle Joest, der sidder i bestyrelsen i Danish Crown, har store forhåbninger til fødevareminister Mogens Jensen (S). Det gjorde han klart for ministeren under et spørgsmål til ministeren i en 45 minutters seance i går i Teatersalen i Herning Kongres Center.
Palle Joest, der er fra Vendsyssel, fortalte, at det er hans håb, at han kan flytte Mogens Jensen i den kommende tid, og sammenlignede miljøministeren med Rubjerg Knude Fyr, som man i går flyttede væk fra Vesterhavet. Fra Palle Joest lød det, at han gerne vil rykke Mogens Jensen nogle meter.
- Vi håber vi kan få et rigtigt godt samarbejde, og hvis det kan lykkes, så vil vi jo opnå »Hækkerupske« tilstande, og det er jo ikke ringe endda, sagde Palle Joest, med henvisning til Karen Hækkerup, der inden hun i sin tid blev L&F-direktør, en kort overgang var en særdeles populær fødevareminister.
- Vi vil gerne have dig hen i den retning, Mogens, sagde Palle Joest.